At have noget på hjertet 

… og ikke have tiden til at skrive.

Det der med at have sit helt eget frirum… til at skrive – til at få ryddet ud i alle de mange mentale ordbunker, der hober sig op. Til at holde fokus – huske sig selv på, hvad man brænder for og med. 

Let the Words get me back on track.

Continue Reading

Fuck JanteLoven

Nogle gange er det i det simpleste snakke med et medmenneske, at de største erkendelser lander i én. Sådan en oplevelse havde jeg i går. Og jeg kan ligeså godt være ærlig og sige, at den krævede en G&T med alt for store dele G og alt for lidt T! Hverken lime eller isterningerne, så den kunne indtages i et skalkeskjul af tiltrængt ferietid med manden en lidt for sen nattetime. Den var en ren halvalkoholisk handling, for at genetablere en eller anden følelse af, at have kontrol over mit eget selvbillede.
For kender I dét, at have et stråleklart billede af sig selv! Et billede som man til hver en tid læner sig op ad, når man bedriver det, der kaldes det levede liv her på jorden. Dét billede man sætter op – overfor sine børn, sin mand, sine forældre, sin familie. Det er trygt. Det er genkendeligt og ikke mindst bekvemt, for så ved vi ligesom, hvor vi har hinanden. Du og jeg.
Alle gør det. Alle har det. Rollerne, som vi giver hinanden i familien. Vi påtager os dem, mere eller mindre frivilligt og ukritisk. Vi fortæller os selv ind i en familiehistorie, som vi ikke bare sådan kan skifte ud, som en anden facebookprofil der trænger til et “brush-Up”. Vi hænger på den. Hænger i den. Familien altså.

Min familie er en af den slags, der formår at gøre både julefrokost og påskefrokost til en livsvigtig begivenhed, som man død og pine ikke udebliver fra. Ikke fordi der er mødepligt, men fordi vi ikke kan lade være og fordi, det hører til vores opfattelse af julen, påsken etc. Måske bunder det i et ønske om at videregive min bedstemors hårde arbejde for at gøre familien til et samlingssted. Et fællesskab – som min bedstefar, efter hendes død for snart 25 år siden, har formået at holde fast i og udvide med både skiftende svigerbørnenebørn og oldebørn. Jo, vi møder alle sammen op. Og vi gør det, fordi det er et værdifuldt fællesskab for os alle.
Men vi er et fællesskab af godtfolk. Vi er gjort af kræmmere, daglejere, arbejdere, slidte mennesker på både sind og fysik. Uddannelse var livets skole og for min bedstemors barndom et par på kassen og ansvaret for en søskendeflok på mange, da hendes mor (min oldemor) døde, da min bedstemor var ganske lille. Der er blevet tævet – og svigtet i en grad, vi på ingen måde kan forstå i dag.
Min bedstefar er derimod vokset op med kærlighed. Arbejderklassen, som vi ikke har forstand til at forestille os i dag anno 2017. De var 13 børn. Men der var KÆRLIGHED!

Jeg tror, kærligheden har fortyndet den råhed, som må have været en del af min bedstemors verden. Og det var godt. For de fik fire børn, hvoraf den ældste var min mor.

Jeg ved ikke om billedet træder frem for dig, kære læser. Men min familie er drevet af en ubeskrivelig evne til at bide tænderne sammen og til at arbejde. Hold nu kæft, hvor er der blevet knoklet. Men én ting har vejet ligeså tungt i familiens DNA, som evnen til at knokle; og det er en dyb, dyb imprægnering i selv de dybeste cellelag:
DU SKAL IKKE TRO, DU ER NOGET!!

Jeg tror ikke ordene er blevet talt. Derimod tror jeg, at de i deres erfaring af verden, har måttet konstatere, at sådan var det bare! Nogen er noget! Andre er ikke! Deres selvbillede har været det sidste. For intet har vist dem andet. Ingen stikker snuden for langt frem og hævder sig selv på andres bekostning.

Og så kom jeg. Min mor giftede sig med stabiliteten selv. En landmandssøn, der ved gud også knoklede, men der var til forskel fra mors egen barndom et andet overskud, ro, renlighed og regelmæssighed. Endnu en gang blev DNA’et fortyndet en smule – blandet med noget solidt.
Og som sagt: kom jeg.
Jeg var det første barnebarn på begge sider. Jeg havde kronede dage, som ene pige på vældet i godt og vel et år, inden det væltede ind med fætre og kusiner. Og her kommer min bedstemor ind i billedet igen.
Hun kiggede på mig og sagde “Rikke: Du er den Største. Den Første. Den Bedste!”

Herre Jemini, mage til upædagogisk retorik skal man lede længe efter i dagens Danmark (jaja, det er også nogen og tredive år siden, men anyway) Sigtet med denne tilkendegivelse, som hun desuden kunne finde på at give, både når vi var alene og blandt andre fætre og kusiner, ja det kan jeg kun gisne om.
Men det magiske er: at der lå en virkelighed i de ord. Min selvfølelse allerede som ganske lille af at være noget – at være noget særligt, var til stede i mit billede af mig selv i familien.

Og så var det i går aftes, der stod noget lysende klart. Jeg havde glemt, at det var sådan, jeg så mig selv. Jeg havde glemt, at jeg i mine barndomsår gik rundt med følelsen af at være noget andet, end de andre i familien. Ikke bedre – men noget andet, noget mere. For jeg havde ikke den der følelse af, at jeg ikke skulle tro, jeg var noget. Alt i min krop fortalte mig det modsatte. At jeg VAR noget! Men uagtet hvor jeg vendte mig hen, så jeg mennesker der var formet af det modsatte.

Hvad alt dette har at gøre med mit liv som skabende, kreativt menneske er ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige. Det betyder, at jeg må til at se mig selv i et ganske andet lys. Jeg havde fået lullet mig ind i en selvopfattelse af, at min manglende evne til at insistere på min passion, havde at gøre med, min manglende tro på: at det jeg er og gør, har værdi.

Kan I se forskellen:

Undskyld at jeg tillader mig, at vise min passion frem til verden. Det er nok ikke rigtig noget værd. Undskyld

til:

Se alle sammen. Se hvem jeg er. Jeg TROR, jeg er noget. Jeg VED, at jeg er noget! Kom, se hvad jeg skaber!

Hvad denne erkendelse må bringe med sig, kan jeg ikke sige. Men jeg bliver nødt til, at finde ud af noget mere om, hvorfor jeg lagde den opfattelse af mig selv væk. Gjorde jeg mig også livserfaringer, som viste mig; at jeg ikke skulle tro, jeg var noget? Eller glemte jeg det bare.  Hvornår forsvandt det?

Hvis min bedstemor stadig levede, ville jeg pakke den fineste kop til hende med små påskeæg. Jeg ville give den til hende og sige: SE! Er den ikke flot! Dét her vil jeg. Og hendes svar? Tja…. måske vil hun blot sige, med et glimt i øjet:

Rikke. Du er den Største. Den Første og den bedste.

Continue Reading

Ord og frydelyde

De sidste par dage har jeg været så heldig at være plaget af påskeferie. I ved én af den slags ferie, som strækker sig så langt øjet rækker uden planer, uden to-does, uden krav, uden larm og støj, uden mennesker omkring mig hele tiden. Kun yngstemandens frydelyde dukker op i mit lydbillede ind imellem. Al denne ro og tid har givet mig mulighed for at bruge oceaner af tid på ord. Det læste ord. Det skrevne ord. Det tænkte ord.

Ord er vigtige for mig. Ord skaber virkelighed. Ord giver mig bevidstheder. Ord provokere mig. Ord udfordrer mig. Ord gør mig tænksom. Ord er næsten ligeså vigtig for mig som mad, drikke og luft.

Imens jeg svømmede rundt på en af mine gamle blogs, hvor jeg udfoldede mine kreative sider for snart mange år siden, var der noget, der faldt mig i øjnene. Min stemme i mine indlæg var stort set den samme som i dag, men det visuelle udtryk har ændret sig noget så drastisk. Det var farverigt, kulørt, fyldt med mønstre og dims. Strik, collage, hækling, maling i et stort herligt virvar. Det var egentligt et glædeligt gensyn, men også en trækken på smilebåndet. For tænk, at man sådan kan dreje 180 grader i sit visuelle udtryk.

Sjovt nok føler jeg mig langt mere hjemme i det udtryk, jeg har fundet. Måske har jeg fundet hjem. Ikke til et færdigt udtryk, men til en stemning, i det jeg laver.

Men tilbage til ordene.

Engang var det at blogge en rigtig stor del af min hverdag. Det startede længe før, det blev moderne - inden folk kunne leve af det. Det ændrede udtryk og blev en hverdags krea-dokumenteren af mit liv som barselsmor, som så mange andre. Jeg fik et kæmpe netværk. Men så tog det hurtige og smarte instagram over. Masser af billeder, få ord. Og NØJ hvor var der mange lækre billeder. Shinede, polerede, so-called autentiske (som om !!) og min blog blev glemt. Jeg forsøgte gentagne gange at genoplive den i nye formater, men det lykkedes bare ikke rigtigt.

Men måske, måske er tiden inde til igen at vende mig mod ordene. "Du kan noget med ord" er jeg blevet fortalt - flere gange. Nåe ja joe, de kommer jo ligesom bare ud gennem fingrene, sådan som jeg tænker dem. Dette resulterer også i at jeg stort set aldrig redigerer eller gennemskriver mine indlæg. De er som de er. Bum!

Og ja, mit tankemylder af ord i mine blogindlæg er stort set identisk, med dét der strømmer igennem hovedet på mig. UARK! Vi snakker fem-sporet motorvej af ord. Ja tak!

So Ladies and Gentlemen. Let's see where the Words will take us.

Rikke

Continue Reading

Så indse det dog for pokker!

Når der går en prås op for rikke Røjkjær
Rikke Røjkjær
Måske er jeg ikke ligesom de andre.

Kan der være nærvær og historier i keramikken?

Jeg har i den sidste tid gået og tumlet med tanker omkring min lille business. Jeg har forsøgt at gøre, som alle de "andre" siger man skal. Men der er altså noget, der ikke rigtig virker. Det skurer ligesom i mit sind, når jeg sidder der og prøver at sælge med både den ene og den anden metode.

For det første: Så er jeg bare ikke gearet til at sælge! Faktisk så HADER jeg at sælge. Jeg bliver aldrig - som i ALDRIG en af de der kvinder, der bare kan sælge røven ud af bukserne, blot de blinker med øjnene på de sociale medier - og BUM. VUPTI! Så var dén business kørt i stilling.

For det andet: Jeg er og bliver et særdeles lystdrevet menneske. Jeg elsker processer - og er på mange måder vældig ligeglad med resultatet. Jovist er det da fantastisk, når jeg står der med koppen, der har klaret sig igennem alle mine kriterier af selvkritisk censur. Men egentlig er det ikke der, jeg finder meningen.
Derimod finder jeg en dyb mening og glæde ved, at hver eneste gang, jeg vender mine keramikprodukter ud mod verden, så vender det sig ud med en lille skinnende historie omkring sig. Det er på mange måder en lidt floffy ting, men lad mig prøve at forklare:

I dag sad jeg der med to små stykker påskeophæng, som en af mine Instagramfølgere havde forelsket sig i. Små, enkle hvide lam, der nok kommer til at pynte en påskegren et eller andet sted på Sjælland. Jeg kunne have klasket dem i en pose og så afsted. Men for mig er det vigtigt at sende en lille smule af min proces med i pakken. Jeg får altid sådan en skør trang til at skrive små hilsner eller lægge en lille ekstra gave ved. Bare fordi modtageren skal vide, at det gør mig glad og stolt, at de har valgt at købe netop min lille ting. Jeg har ofte modstået denne lyst, for det er da en smule fjollet ik'? Og det tager jo alt for lang tid! Og mest af alt: er det bare slet ikke rentablet - altså sådan indtjenings-wise.
Derfor har jeg ofte stået i et vældigt dilemma. Når der er trillet en lidt større ordre ind, bliver jeg altid sådan lidt whoopwhoop-stolt og kaster mig derefter ud i opgaven. Men så snart jeg sidder i processen er mit nærvær i fx koppen ikke rigtig til stede. Det bliver blot et produkt. Og jeg er egentlig ikke interesseret i produkter. Og helt galt går det så, når jeg står der og pakker - så er det bare lidt overskueligt at sende 40 ekstra små hilsner, historier og gaver med - igen: nærværet er ligesom ikke til stede.

Derfor ser jeg denne minibusiness som indholdende lidt af et paradoks: På den ene side vil jeg jo gernee sælge en masse, så jeg på en eller anden måde kan opbygge en forretning, men på den anden side ER min forretning mest af alt NÆRVÆR, INSPIRATION, UNIKAer, DIALOG, HISTORIEFORTÆLLING og masser af ord fortalt igennem tæt kommunikation med mine kunder.
Så kære læser derude: What to do?

Jeg finder det en kende komplekst. Men der må findes en løsning.
Indtil da, vil jeg fortsat sende mine keramikting ud i verden med en lille historie og lidt nærvær.
Rikke Røjkjær

 

Hvis du gerne vil se mere af processerne - og fortællingerne, så drop ind forbi min Instagramprofil:
RikkeRojkjaer

Continue Reading

Kreativ Kickstarter

Kender du det der med, at inspirationen udebliver. Der er ligesom dødvande. Kuk kuuuk. Der er rungende tomt derinde.

Der er bare S T I L L E ....
Sådan har jeg haft det de sidste par dage. Jeg kan mærke, at jeg straks går i gang med at finde årsagsforklaringer. Jamen det er også fordi... eller: jamen jeg har jo heller ikke.... Hvis nu bare.... Men i bund og grund handler det bare om, at min hjerne kræver ro - nå ja, og måske en virkelig omfangsrig forårshovedrengøring. Først skal skidtet muges ud - og SÅ er der plads til, at alt det nye og friske kan flytte ind. Du ved; arrangeres i pæne små plateauer, lidt friske blomster, måske et par nye farver...you get the picture?!

Derfor har jeg lavet en Kreativ Kickstarter.  Denne gang handler den om TAKNEMMELIGHED.
Har DU lyst til at være med, så er du velkommen til at hente den lige HER.

Værs'go fra Mig til Dig. Rigtig god fornøjelse

Continue Reading

Gu’ fanden er jeg bange!!

I går under opvasken, fortalte min 11-årige datter mig, at hun vist nok havde fået en lille bitte smule skæld ud af en vikar i skolen. Altså; vikaren havde sagt til hende: at hvis hun ikke snart stoppede med at pjatte i timen, ku det jo være, at hun - vikaren, skulle skrive en besked hjem til os! Min datter som ærlig talt er noget af det mest retskafne, pligtopfyldende, ordentlige, 12-tals-agtige pige både bogligt og socialt, var næsten begyndt at græde. Hun forstod det slet ikke. Hun følte sig truffet. Ramt. Og uretfærdigt behandlet! Inde i tøsepigens hoved var det vokset til at det kunne få uoverskuelige konsekvenser: Måske ville vikaren sladre til hendes klasselærer - som måske vile skælde tøsebarnet ud. Måske ville der blive indkaldt til forældresamtale - måske.....!!!
Da jeg havde hørt beretningen færdig - lige midt imellem gryder og kasseroller, satte jeg mig ved siden af hende og sagde:
Nu skal du høre.
For det FØRSTE; er det intet mindre end FANTASTISK at høre, at du spræller lidt i timerne!! For det ANDET; ville jeg ved en sådan henvendelse, skrive vikaren dette svar:
Kære Vikar:
Hvis du vidste, hvor det GLÆDER mit moderhjerte, at få denne henvendelse fra dig. Du har netop givet mig den bedste info, jeg har fået i lang tid. Du fortæller mig, at jeg har en datter, der tør sprælle og som tør gøre det, hun finder sjovt. Et indforstået grineflip med en Bedste-ven er da ærlig talt noget af det mest livgivende her i verden. Og at MIN tøsepige river sig fri af alle de skal-og-bør-og-andre-selvopfyldende-pligt-profetier, som hun og alle de andre 12-talspiger ligger under for, gør mig intet mindre end PAVEstolt!
Så endnu en gang TUSIND TAK, fordi du har givet mig muligheden for at vise min datter i praksis, at jeg til hver en tid, vil bakke hende op i hendes ret til at grine, fjolle og give den gas med vennerne. Og ikke mindst: til at vise, at verden ikke falder sammen, fordi man laver en "fejl".
Mvh.
Rikke
Tøsepigen grinede lidt af min enetale, men forstod helt og holdent pointen!!
Men FOR FANDEN, hvor jeg dog kender det fra mig selv. Hvis I anede, hvor bange jeg er for at lave fejl!! Små og store fejl! Livsfejl! Arbejdsfejl! Menneskelige fejl! Regnefejl! Talefejl! Tænkefejl! What-ever-fejl!
Det er ikke fordi, at jeg går og holder på mig selv og ikke folder ideer og tiltag ud - nej, handlingslammet er bestemt ikke et af mine kendetegn. Men ak og ve, hvis jeg bliver konfronteret af et andet menneske, som anfægter min gerning. Eller værre endnu, som slet ikke agere på min handling.
Lige pt. har jeg endnu en gang sat mig selv i en situation, hvor muligheden for at fejle noget så eklatant, er vældig allestedsnærværende!! Jeg har lanceret mit Foredrag med kæmpe gå-på energi. Det sprudler og sprutter oveni hovedet på mig. Og så rammer det mig - stærkere end en forhammer i frit fald.

TÆNK, HVIS DER IKKE ER ÉN ENSTE, DER KØBER BILLETTER TIL MIT FOREDRAG!!!

Så vil jeg stå dér. Som en regnvåd hund i styrtregn - med ørerne hængende så langt nede om poterne, at jeg ville jokke og falde i dem, idet jeg vender mig om og går slukøret væk fra fiaskoen!
For Ja: Gu Fanden er jeg BANGE for at fejle!!! Og nej, jeg blev ikke taget af potten for tidligt - eller hvordan faen, man nu plejer at forklare den slags, som noget der kommer fra barndommen. Det har til alle tider været til stede i min egen bevidsthed. For nogle år siden skrev jeg ordene som et testimonial på vores badeværelsesgraffiti-væg.
JEG ØVER MIG I AT LAVE FEJL!!
Vil næppe prale af, at jeg er blevet god til det. Men jeg øver mig - og det må jo også tælle for noget, ikke?
Så skulle det ske, at der ikke dukker en eneste tilhøre op til mit foredrag om inspiration og kreativitet. Så vær søde at gribe mig og sige, at jeg er god nok alligevel. For jeg vil højeste sandsynligt gå rundt og ligne den druknede hund. Og skulle du have en lille hunde(tude)kiks - så gør mig en tjeneste: stik mig den lige, ik'!!!
...skulle du være blevet nysgerrig på mit foredrag , så er du mere end velkommen til at klikke på nedenstående link 😉
Continue Reading

Mennesket, der inspirerede.

For ca. 3 år siden mødte jeg kvinde, som ikke var som kvinder er flest. Hun hed Rie. Dette indlæg er skrevet fordi, jeg i den seneste tid har brugt mange timer på, at finde ud af, hvorfor det lige var keramikken, der blev mit hjerteudtryk. Det er der selvfølgelig mange grunde til – men det startede alt sammen med Rie.

På studiet fik vi tre uger som var tilskrevet et projekt med fokus på et selvvalgt udtryk – udforskning af materiale.

LER – jeg havde aldrig prøvet at arbejde med ler. Min studiekammerats mor havde sit eget keramikværksted. Kom og lån det, sagde hun. Og da åbnede en verden sig for mig.

Rie, som var hende, der gavmildt satte sit værksted og viden til rådighed, introducerede mig til lerets muligheder og genvordigheder. Hun viste mig nogle af de basale teknikker, som er så vigtige, når man skal udforske det genstridige materiale. Jeg æltede, bankede, rullede og krammede leret. Det fysiske i arbejdet med dets natur gik ind i maven på mig. En helt anden tilstand end den, jeg i mange år, havde oplevet i mit arbejde med maling og lærreder. Rie lærte mig en metode, hvor man istedet for at ælte leret, KLASKER det ned i jorden, for at udradere eventuelle luftbobler. Jeg KLASKEDE løs, alt imens jeg hvinede højlydt af fryd. Der var kræfter i det her. JEG fik kræfter!

Jeg sugede al viden og næring ud af Ries viden og værksted og da de tre uger var gået, projektet var afsluttet og der var blevet klappet af frembringelserne, var der pludselig tomt. Jeg manglede mit arbejde med leret.
Jeg husker stadig Rie, der gik på opdagelse sammen med mig – hun genkendte og iltede min umiddelbare begejstring for dette ny-opdagede land. Det er jo MAGI, udbrød jeg igen og igen. Ja sagde Rie – det er MAGI og smilede og jeg kunne se på hende, at hun forstod min begejstring – måske kunne hun selv huske, hvordan det føltes?

Og nu er det jeg forstår! Jeg forstår, hvor vigtigt det er, at man er sammen med andre mennesker, der kan – ikke bare give viden videre, men endnu vigtigere…én man kan dele sin begejstring med! Èn der jubler med ens succeer, en der puffer én blidt på vej, én der råber STOOP, når man er ved at dumme sig noget så gevaldigt med materialerne (for det skal I vide, Rie gik IKKE med fløjlshandsker – man var aldrig i tvivl om, hvad Rie mente. Og denne note er vigtig, for ellers gjorde jeg ikke Rie ret.)

Efterfølgende besøgte jeg Rie nogle gange, for at låne ovn eller materialer. En dag kunne hun ikke selv starte sin ovn. Kræfterne var brugt op. Hun bad mig løfte et par spande glasur ind under hendes seng, så de ikke skulle få frost i løbet af vinteren.

Det havde hun ikke behøvet… for hun oplevede ikke den kommende vinter. Hun døde af en aggressiv form for kræft.

Da jeg stille mødte ind til hendes begravelse var kirken så stuvende fuld, at jeg måtte sidde oppe ved siden af organisten. Jeg kiggede ud over den fyldte kirke og så da, at jeg nok ikke var den eneste, der var blevet inspireret af Rie. Det må være det hele værd, tænkte jeg. At efterlade sig så mange mennesker, der er blevet inspireret.

Så med dette vigtige møde – med et menneske, der inspirerede mig med sit vid og passion er jeg blevet beriget. Og lad dette være påmindelsen om, at:

vi skal inspirere hinanden.

Continue Reading

De gode mennesker…

De gode Mennesker.

Jeg er egentlig ikke til store fester. Slet ikke, når det gælder fejring af mig selv. Men da jeg rundede det smukke 30-års hjørne, bestemte jeg mig for at lave en lille fejring. Jeg inviterede alle de kvinder i min familie og omgangskreds, som på daværende tidspunkt var en del af mit liv. Det endte med at blive en anseelig flok.
I løbet af aftenen – vel lige omtrent efter desserten, men førend de blå tænder indtraf, sagde min mor noget, jeg ofte har tænkt på siden:

“Rikke, hvordan kan det være, at du altid har kunnet omgive dig med sådan nogle fantastisk skønne mennesker?” Det ved jeg da ikke, replicerede jeg. Det er vel bare sådan et tilfælde.

Men i de efterfølgende år, har jeg ofte tænkt på min mors udsagn – og på den manglende selvindsigt, der lå i mit svar.
For nej! Jeg tror ikke på at det er et tilfælde. For ja, jeg havde -og har stadig mange fantastiske, uselviske mennesker i min omgangskreds. Mennesker som gør mig bedre. De udfylder en rigtig vigtig rolle i mit liv, for de spejler på mange måder det, jeg selv sender ud i verden – og det jeg selv stiller af krav til min egen væren.

Jeg er et af den slags mennesker, der trækker folk til. Jeg er hende i bussen, der ALTID har haft de skæve eksistenser sidende på sædet ved siden af. Og selvom jeg i perioder har gjort mig VIRKELIG umage for at se utilnærmelig ud, ja så trængte det ligesom ikke ud – pigen med downs eller den fortabte stakkel satte sig altid – som i ALTID ved siden af mig. Og så er jeg sådan et væsen, der ikke kan holde stand ret længe. Utilnærmeligheden visnede og samtalen blev åbnet.
Måske netop derfor har jeg også udviklet en evne til at rydde ud i de mennesker, der ikke gør godt i mit liv. PÅ den side er jeg blevet HÅRD. Som i virkelig konsekvent! Jeg vil simpelthen ikke bruge mit dyrebare liv på mennesker, der dræner mig og min familie. Herut med dem! De må finde et andet individ at igle på.
Samtidig er jeg i de senere år, blevet langt mere bevidst om, hvad jeg besidder af styrker i min udstråling og min evne til at kommunikere. Jeg er et troværdigt menneske. Et ordentligt menneske, som får folk til at føle sig trygge og hørte. Og dette er nok den magiske kombo, der gør, at jeg tiltrækker de gode mennesker i min verden.

Så kære mor, hvis du læser med, vil jeg gerne have lov til at revidere mit svar.
Jeg gør selv en indsats for, at bringe de gode mennesker ind i mit liv og beholde dem.
For det er dem, der gør os gode, der gør det hele værd!

Så kære læser: Gør du mennesker gode?

Continue Reading

Jeg har fået en ide!!

Jeg har fået en idé, bedyrede jeg henover sofaen, hvor den bedre Halvdel sad og dimsede med sin telefon! Jeg vil holde et Inspiration Talk!
Mmmmn, mumlede Halvdelen. (Jeg konkluderede, at han efterhånden har oparbejdet en vis evne til at interagere på mine udbrud, uden sådan rigtigt at gøre sig uundværlig i samtalen!)

Nå anyway, næste morgen over havregrøden, sagde jeg: Så, nu har jeg aftalt med Kunstbanken, at jeg kan holdet min TALK dér – med dato og det hele…så er der ligesom en deadline, jeg skal være færdig til!
Så skete der alligevel noget hos Halvdelen. Hvad har du? Hvad fanden vil du snakke om?! Rædslen stod malet i ansigtet på ham. Noget om inspiration, replicerede jeg, men var godt klar over, at det ikke ville give en bønne mening hos Murersvend Halvdelen.

Men ALTSÅ: Nu siger jeg det højt! Jeg har bestemt mig for (OG booket lokaler) til at lave et Inspiration Talk. Et dialogbaseret foredrag, hvor jeg vil snakke om, hvordan vi kan bruge inspirationen bevidst, for at komme ud at de der tomme huller i vores kreative arbejde, som vi alle bliver ramt af ind imellem. For de nysgerrige: vil man få en flig af min historie – kunst-wise. For de arbejdsomme, vil der være mindre opgaver. For de målrettede, vil der være tips og tricks og for de uinspirerede… vil der forhåbentlig blive grobund for at blive lidt klogere på, hvordan man kommer videre med at lade sin passion fylde, det den skal!

Så NU HAR JEG SAGT DET HØJT! Og det er i sig selv vanvittig angstprovokerende, men ikke desto mindre en vigtig del af mit mål om at blive mere modig i dette kommende år. Og jeg synes egentlig det går godt – altså det med modet.
Så skulle du være nysgerrig på at høre mere om, hvad dette Inspirations Talk er for noget? Så hold dig endelig til… Coming Right Up!
Rigtig skøn weekend

Continue Reading

Kunsten at være sig selv.

I de sidste tid har jeg stukket næsen godt og grundigt ned i diverse YouTube kanaler, hjemmesider, nyhedsbreve, facebook grupper og andre sociale medier og har forsøgt at blive lidt klogere på, hvordan man kan gøre opmærksom på sin lille bitte business. Sådan får du flere følgere! Sådan tiltrækker du publikum med freebees, nyhedsbreve etc. På blot 1-2-3 steps, skulle dén være klaret! Med lækre fotos til hjemmesiden (gerne med lidt pastelbløde filtre) og en fængende overskrift, der lover at; hvis du blot følger disse råd, er du næsten allerede ude over rampen og  kan blive en ægte iværksætter-selvstændig-type… Hver og én har de lige præcis dét, der skal til – og alligevel siger de i bund og grund det samme…
Men der er dog én ting, alle de selfmade selvstændige er så ganske enige om og det er:
VÆR DIG SELV -og skil dig ud fra de andre!!!
Tak…..ooooog CUT!!!!

Vi tager den lige én gang til: V Æ R   D I G   S E L V !!!

Jeg går her i en alder af 36 og tripper om mig selv, som en anden teenagetøs, der bare godt gad, at være ligesom alle de smarte typer. I ved dem, der bare skal ryste lidt med de lange lyse lokker og så ligger verden for fødderne af dem og succesen ruller ind over deres liv… (sådan føltes det i hvert fald – dengang, for alt for mange år siden.) Det ser så nemt og forførende ud, når andre står med deres færdige, shiny hjemmeside, hvor alt ser smart ud og desuden koster det kun 3495 kr. for whatever-they’re-doing.
O
g tro mig! Jeg nåede lige akkurat at lade mig forblænde og tænke: det skal jeg da også! Jeg skal da også lave sådan en hjemmeside eller hvad de nu end kan tilbyde… Men så var det, at jeg pludselig mærkede, at jeg ikke var mig selv!

For nej! Jeg er ikke den smarte pige med de lange, lyse, lækre lokker, der er mere indpakning end indhold. Jeg er rent faktisk ganske rødhåret og kortklippet – dog med et undercut, men alligevel. Jeg har fregner, men mest i den en side af ansigtet og det er lidt fjollet. Og de ekstra kilo har desværre ikke valgt at sætte sig på en lille, lækker pariser-røv, men derimod som umiskendelige mavedeller, der vidner om både kropslig dovenskab og et par fødsler for temmelig mange år siden. Hvad skal jeg sige: jeg er en sucker for både Tankens bake-off donuts og yankiebar med lakridssmag. Og ja, jeg tog for år tilbage et valg om at være i en din-min-vores familie, som til tider er noget af et cirkus – både hvad angår kalenderføring og jongleren med din-min og vores følelser. Jeg har igennem størstedelen af min ungdom forsøgt, at gøre det, der var det rigtige: Forsøgte at tage den der uddannelse, som man jo åbenbart skulle, for at være med i klubben. Jeg var bare ikke rigtig dygtig til det. Jeg kunne ikke. Lige indtil den dag, der var nogen ved min side, der hjalp mig på vej, så jeg efter 3½ år kunne kalde mig selv pædagog – med tårnhøjt gennemsnit og en følelse af endelig at have opnået det, jeg har ønsket i så mange år.
Og så står jeg her – OG ER MIG SELV!! Ligesom alle de smarte nyhedsbreve siger, jeg skal være – for at få mere flow i min lilleput business. Men som den skarpsindige læser nok har opdaget, kan jeg afsløre, at der ikke er noget som helst pastel-lækkert filter over dén historie.
Men så er der til gengæld noget andet! Og det er lige netop dét, der er interessant for mit arbejde med keramikken.

Når jeg sidder med snuden i leret – ved drejeskiven, så kan jeg ikke være noget som helst andet end MIG SELV!! Jeg kan ikke tænke på, om jeg nu ser smart ud? Om koppen mon kan sælges? Om den overhovedet SKAL sælges? Om der sidder nogen derude og klasker sig på låret over mine frembringelser? Jeg er bare overhovedet ikke spor sexet i mine gamle slidte arbejdsbukser, udtrådte sko og ler i håret. Fandeme nej! Her er jeg MIG! Og jeg håber så inderligt på, at jeg finder ud af hvordan, jeg får dette billede ud over rampen og udtrykt igennem mit keramik. For jeg vil ikke være smart – det er alt for hårdt i længden og tager en masse energi, som kunne være brugt på det, der virkelig tæller.
Så:
Take it or leave it.
Jeg vil ikke “Fake it, Till I make it!
No Way Darlings”

 

 

 

Continue Reading