Mennesket, der inspirerede.

For ca. 3 år siden mødte jeg kvinde, som ikke var som kvinder er flest. Hun hed Rie. Dette indlæg er skrevet fordi, jeg i den seneste tid har brugt mange timer på, at finde ud af, hvorfor det lige var keramikken, der blev mit hjerteudtryk. Det er der selvfølgelig mange grunde til – men det startede alt sammen med Rie.

På studiet fik vi tre uger som var tilskrevet et projekt med fokus på et selvvalgt udtryk – udforskning af materiale.

LER – jeg havde aldrig prøvet at arbejde med ler. Min studiekammerats mor havde sit eget keramikværksted. Kom og lån det, sagde hun. Og da åbnede en verden sig for mig.

Rie, som var hende, der gavmildt satte sit værksted og viden til rådighed, introducerede mig til lerets muligheder og genvordigheder. Hun viste mig nogle af de basale teknikker, som er så vigtige, når man skal udforske det genstridige materiale. Jeg æltede, bankede, rullede og krammede leret. Det fysiske i arbejdet med dets natur gik ind i maven på mig. En helt anden tilstand end den, jeg i mange år, havde oplevet i mit arbejde med maling og lærreder. Rie lærte mig en metode, hvor man istedet for at ælte leret, KLASKER det ned i jorden, for at udradere eventuelle luftbobler. Jeg KLASKEDE løs, alt imens jeg hvinede højlydt af fryd. Der var kræfter i det her. JEG fik kræfter!

Jeg sugede al viden og næring ud af Ries viden og værksted og da de tre uger var gået, projektet var afsluttet og der var blevet klappet af frembringelserne, var der pludselig tomt. Jeg manglede mit arbejde med leret.
Jeg husker stadig Rie, der gik på opdagelse sammen med mig – hun genkendte og iltede min umiddelbare begejstring for dette ny-opdagede land. Det er jo MAGI, udbrød jeg igen og igen. Ja sagde Rie – det er MAGI og smilede og jeg kunne se på hende, at hun forstod min begejstring – måske kunne hun selv huske, hvordan det føltes?

Og nu er det jeg forstår! Jeg forstår, hvor vigtigt det er, at man er sammen med andre mennesker, der kan – ikke bare give viden videre, men endnu vigtigere…én man kan dele sin begejstring med! Èn der jubler med ens succeer, en der puffer én blidt på vej, én der råber STOOP, når man er ved at dumme sig noget så gevaldigt med materialerne (for det skal I vide, Rie gik IKKE med fløjlshandsker – man var aldrig i tvivl om, hvad Rie mente. Og denne note er vigtig, for ellers gjorde jeg ikke Rie ret.)

Efterfølgende besøgte jeg Rie nogle gange, for at låne ovn eller materialer. En dag kunne hun ikke selv starte sin ovn. Kræfterne var brugt op. Hun bad mig løfte et par spande glasur ind under hendes seng, så de ikke skulle få frost i løbet af vinteren.

Det havde hun ikke behøvet… for hun oplevede ikke den kommende vinter. Hun døde af en aggressiv form for kræft.

Da jeg stille mødte ind til hendes begravelse var kirken så stuvende fuld, at jeg måtte sidde oppe ved siden af organisten. Jeg kiggede ud over den fyldte kirke og så da, at jeg nok ikke var den eneste, der var blevet inspireret af Rie. Det må være det hele værd, tænkte jeg. At efterlade sig så mange mennesker, der er blevet inspireret.

Så med dette vigtige møde – med et menneske, der inspirerede mig med sit vid og passion er jeg blevet beriget. Og lad dette være påmindelsen om, at:

vi skal inspirere hinanden.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *