Gu’ fanden er jeg bange!!

I går under opvasken, fortalte min 11-årige datter mig, at hun vist nok havde fået en lille bitte smule skæld ud af en vikar i skolen. Altså; vikaren havde sagt til hende: at hvis hun ikke snart stoppede med at pjatte i timen, ku det jo være, at hun - vikaren, skulle skrive en besked hjem til os! Min datter som ærlig talt er noget af det mest retskafne, pligtopfyldende, ordentlige, 12-tals-agtige pige både bogligt og socialt, var næsten begyndt at græde. Hun forstod det slet ikke. Hun følte sig truffet. Ramt. Og uretfærdigt behandlet! Inde i tøsepigens hoved var det vokset til at det kunne få uoverskuelige konsekvenser: Måske ville vikaren sladre til hendes klasselærer - som måske vile skælde tøsebarnet ud. Måske ville der blive indkaldt til forældresamtale - måske.....!!!
Da jeg havde hørt beretningen færdig - lige midt imellem gryder og kasseroller, satte jeg mig ved siden af hende og sagde:
Nu skal du høre.
For det FØRSTE; er det intet mindre end FANTASTISK at høre, at du spræller lidt i timerne!! For det ANDET; ville jeg ved en sådan henvendelse, skrive vikaren dette svar:
Kære Vikar:
Hvis du vidste, hvor det GLÆDER mit moderhjerte, at få denne henvendelse fra dig. Du har netop givet mig den bedste info, jeg har fået i lang tid. Du fortæller mig, at jeg har en datter, der tør sprælle og som tør gøre det, hun finder sjovt. Et indforstået grineflip med en Bedste-ven er da ærlig talt noget af det mest livgivende her i verden. Og at MIN tøsepige river sig fri af alle de skal-og-bør-og-andre-selvopfyldende-pligt-profetier, som hun og alle de andre 12-talspiger ligger under for, gør mig intet mindre end PAVEstolt!
Så endnu en gang TUSIND TAK, fordi du har givet mig muligheden for at vise min datter i praksis, at jeg til hver en tid, vil bakke hende op i hendes ret til at grine, fjolle og give den gas med vennerne. Og ikke mindst: til at vise, at verden ikke falder sammen, fordi man laver en "fejl".
Mvh.
Rikke
Tøsepigen grinede lidt af min enetale, men forstod helt og holdent pointen!!
Men FOR FANDEN, hvor jeg dog kender det fra mig selv. Hvis I anede, hvor bange jeg er for at lave fejl!! Små og store fejl! Livsfejl! Arbejdsfejl! Menneskelige fejl! Regnefejl! Talefejl! Tænkefejl! What-ever-fejl!
Det er ikke fordi, at jeg går og holder på mig selv og ikke folder ideer og tiltag ud - nej, handlingslammet er bestemt ikke et af mine kendetegn. Men ak og ve, hvis jeg bliver konfronteret af et andet menneske, som anfægter min gerning. Eller værre endnu, som slet ikke agere på min handling.
Lige pt. har jeg endnu en gang sat mig selv i en situation, hvor muligheden for at fejle noget så eklatant, er vældig allestedsnærværende!! Jeg har lanceret mit Foredrag med kæmpe gå-på energi. Det sprudler og sprutter oveni hovedet på mig. Og så rammer det mig - stærkere end en forhammer i frit fald.

TÆNK, HVIS DER IKKE ER ÉN ENSTE, DER KØBER BILLETTER TIL MIT FOREDRAG!!!

Så vil jeg stå dér. Som en regnvåd hund i styrtregn - med ørerne hængende så langt nede om poterne, at jeg ville jokke og falde i dem, idet jeg vender mig om og går slukøret væk fra fiaskoen!
For Ja: Gu Fanden er jeg BANGE for at fejle!!! Og nej, jeg blev ikke taget af potten for tidligt - eller hvordan faen, man nu plejer at forklare den slags, som noget der kommer fra barndommen. Det har til alle tider været til stede i min egen bevidsthed. For nogle år siden skrev jeg ordene som et testimonial på vores badeværelsesgraffiti-væg.
JEG ØVER MIG I AT LAVE FEJL!!
Vil næppe prale af, at jeg er blevet god til det. Men jeg øver mig - og det må jo også tælle for noget, ikke?
Så skulle det ske, at der ikke dukker en eneste tilhøre op til mit foredrag om inspiration og kreativitet. Så vær søde at gribe mig og sige, at jeg er god nok alligevel. For jeg vil højeste sandsynligt gå rundt og ligne den druknede hund. Og skulle du have en lille hunde(tude)kiks - så gør mig en tjeneste: stik mig den lige, ik'!!!
...skulle du være blevet nysgerrig på mit foredrag , så er du mere end velkommen til at klikke på nedenstående link 😉
Please follow and like us:

Leave a Reply