Så indse det dog for pokker!

Når der går en prås op for rikke Røjkjær
Rikke Røjkjær
Måske er jeg ikke ligesom de andre.

Kan der være nærvær og historier i keramikken?

Jeg har i den sidste tid gået og tumlet med tanker omkring min lille business. Jeg har forsøgt at gøre, som alle de "andre" siger man skal. Men der er altså noget, der ikke rigtig virker. Det skurer ligesom i mit sind, når jeg sidder der og prøver at sælge med både den ene og den anden metode.

For det første: Så er jeg bare ikke gearet til at sælge! Faktisk så HADER jeg at sælge. Jeg bliver aldrig - som i ALDRIG en af de der kvinder, der bare kan sælge røven ud af bukserne, blot de blinker med øjnene på de sociale medier - og BUM. VUPTI! Så var dén business kørt i stilling.

For det andet: Jeg er og bliver et særdeles lystdrevet menneske. Jeg elsker processer - og er på mange måder vældig ligeglad med resultatet. Jovist er det da fantastisk, når jeg står der med koppen, der har klaret sig igennem alle mine kriterier af selvkritisk censur. Men egentlig er det ikke der, jeg finder meningen.
Derimod finder jeg en dyb mening og glæde ved, at hver eneste gang, jeg vender mine keramikprodukter ud mod verden, så vender det sig ud med en lille skinnende historie omkring sig. Det er på mange måder en lidt floffy ting, men lad mig prøve at forklare:

I dag sad jeg der med to små stykker påskeophæng, som en af mine Instagramfølgere havde forelsket sig i. Små, enkle hvide lam, der nok kommer til at pynte en påskegren et eller andet sted på Sjælland. Jeg kunne have klasket dem i en pose og så afsted. Men for mig er det vigtigt at sende en lille smule af min proces med i pakken. Jeg får altid sådan en skør trang til at skrive små hilsner eller lægge en lille ekstra gave ved. Bare fordi modtageren skal vide, at det gør mig glad og stolt, at de har valgt at købe netop min lille ting. Jeg har ofte modstået denne lyst, for det er da en smule fjollet ik'? Og det tager jo alt for lang tid! Og mest af alt: er det bare slet ikke rentablet - altså sådan indtjenings-wise.
Derfor har jeg ofte stået i et vældigt dilemma. Når der er trillet en lidt større ordre ind, bliver jeg altid sådan lidt whoopwhoop-stolt og kaster mig derefter ud i opgaven. Men så snart jeg sidder i processen er mit nærvær i fx koppen ikke rigtig til stede. Det bliver blot et produkt. Og jeg er egentlig ikke interesseret i produkter. Og helt galt går det så, når jeg står der og pakker - så er det bare lidt overskueligt at sende 40 ekstra små hilsner, historier og gaver med - igen: nærværet er ligesom ikke til stede.

Derfor ser jeg denne minibusiness som indholdende lidt af et paradoks: På den ene side vil jeg jo gernee sælge en masse, så jeg på en eller anden måde kan opbygge en forretning, men på den anden side ER min forretning mest af alt NÆRVÆR, INSPIRATION, UNIKAer, DIALOG, HISTORIEFORTÆLLING og masser af ord fortalt igennem tæt kommunikation med mine kunder.
Så kære læser derude: What to do?

Jeg finder det en kende komplekst. Men der må findes en løsning.
Indtil da, vil jeg fortsat sende mine keramikting ud i verden med en lille historie og lidt nærvær.
Rikke Røjkjær

 

Hvis du gerne vil se mere af processerne - og fortællingerne, så drop ind forbi min Instagramprofil:
RikkeRojkjaer

You may also like

2 kommentarer

  1. Du skal bare gøre det! Nogle ting kan man kopiere fra andre fordi de bare virker, men det sidste skal man tilføre selv. Fra hjertet. Det er du særligt god til – så du giver den bare gas!
    Det er sådan noget der får folk til at huske dig.

    1. Kæreste Stine
      Tusind tak for din kommentar. Og for skulderklappet! At blive VED med at være sig selv. At tro på, at det man gør er det rigtige. Fordi det giver mening.
      Kæmpe Kram til dig.
      Rikke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *