Fuck JanteLoven

Nogle gange er det i det simpleste snakke med et medmenneske, at de største erkendelser lander i én. Sådan en oplevelse havde jeg i går. Og jeg kan ligeså godt være ærlig og sige, at den krævede en G&T med alt for store dele G og alt for lidt T! Hverken lime eller isterningerne, så den kunne indtages i et skalkeskjul af tiltrængt ferietid med manden en lidt for sen nattetime. Den var en ren halvalkoholisk handling, for at genetablere en eller anden følelse af, at have kontrol over mit eget selvbillede.
For kender I dét, at have et stråleklart billede af sig selv! Et billede som man til hver en tid læner sig op ad, når man bedriver det, der kaldes det levede liv her på jorden. Dét billede man sætter op – overfor sine børn, sin mand, sine forældre, sin familie. Det er trygt. Det er genkendeligt og ikke mindst bekvemt, for så ved vi ligesom, hvor vi har hinanden. Du og jeg.
Alle gør det. Alle har det. Rollerne, som vi giver hinanden i familien. Vi påtager os dem, mere eller mindre frivilligt og ukritisk. Vi fortæller os selv ind i en familiehistorie, som vi ikke bare sådan kan skifte ud, som en anden facebookprofil der trænger til et “brush-Up”. Vi hænger på den. Hænger i den. Familien altså.

Min familie er en af den slags, der formår at gøre både julefrokost og påskefrokost til en livsvigtig begivenhed, som man død og pine ikke udebliver fra. Ikke fordi der er mødepligt, men fordi vi ikke kan lade være og fordi, det hører til vores opfattelse af julen, påsken etc. Måske bunder det i et ønske om at videregive min bedstemors hårde arbejde for at gøre familien til et samlingssted. Et fællesskab – som min bedstefar, efter hendes død for snart 25 år siden, har formået at holde fast i og udvide med både skiftende svigerbørnenebørn og oldebørn. Jo, vi møder alle sammen op. Og vi gør det, fordi det er et værdifuldt fællesskab for os alle.
Men vi er et fællesskab af godtfolk. Vi er gjort af kræmmere, daglejere, arbejdere, slidte mennesker på både sind og fysik. Uddannelse var livets skole og for min bedstemors barndom et par på kassen og ansvaret for en søskendeflok på mange, da hendes mor (min oldemor) døde, da min bedstemor var ganske lille. Der er blevet tævet – og svigtet i en grad, vi på ingen måde kan forstå i dag.
Min bedstefar er derimod vokset op med kærlighed. Arbejderklassen, som vi ikke har forstand til at forestille os i dag anno 2017. De var 13 børn. Men der var KÆRLIGHED!

Jeg tror, kærligheden har fortyndet den råhed, som må have været en del af min bedstemors verden. Og det var godt. For de fik fire børn, hvoraf den ældste var min mor.

Jeg ved ikke om billedet træder frem for dig, kære læser. Men min familie er drevet af en ubeskrivelig evne til at bide tænderne sammen og til at arbejde. Hold nu kæft, hvor er der blevet knoklet. Men én ting har vejet ligeså tungt i familiens DNA, som evnen til at knokle; og det er en dyb, dyb imprægnering i selv de dybeste cellelag:
DU SKAL IKKE TRO, DU ER NOGET!!

Jeg tror ikke ordene er blevet talt. Derimod tror jeg, at de i deres erfaring af verden, har måttet konstatere, at sådan var det bare! Nogen er noget! Andre er ikke! Deres selvbillede har været det sidste. For intet har vist dem andet. Ingen stikker snuden for langt frem og hævder sig selv på andres bekostning.

Og så kom jeg. Min mor giftede sig med stabiliteten selv. En landmandssøn, der ved gud også knoklede, men der var til forskel fra mors egen barndom et andet overskud, ro, renlighed og regelmæssighed. Endnu en gang blev DNA’et fortyndet en smule – blandet med noget solidt.
Og som sagt: kom jeg.
Jeg var det første barnebarn på begge sider. Jeg havde kronede dage, som ene pige på vældet i godt og vel et år, inden det væltede ind med fætre og kusiner. Og her kommer min bedstemor ind i billedet igen.
Hun kiggede på mig og sagde “Rikke: Du er den Største. Den Første. Den Bedste!”

Herre Jemini, mage til upædagogisk retorik skal man lede længe efter i dagens Danmark (jaja, det er også nogen og tredive år siden, men anyway) Sigtet med denne tilkendegivelse, som hun desuden kunne finde på at give, både når vi var alene og blandt andre fætre og kusiner, ja det kan jeg kun gisne om.
Men det magiske er: at der lå en virkelighed i de ord. Min selvfølelse allerede som ganske lille af at være noget – at være noget særligt, var til stede i mit billede af mig selv i familien.

Og så var det i går aftes, der stod noget lysende klart. Jeg havde glemt, at det var sådan, jeg så mig selv. Jeg havde glemt, at jeg i mine barndomsår gik rundt med følelsen af at være noget andet, end de andre i familien. Ikke bedre – men noget andet, noget mere. For jeg havde ikke den der følelse af, at jeg ikke skulle tro, jeg var noget. Alt i min krop fortalte mig det modsatte. At jeg VAR noget! Men uagtet hvor jeg vendte mig hen, så jeg mennesker der var formet af det modsatte.

Hvad alt dette har at gøre med mit liv som skabende, kreativt menneske er ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige. Det betyder, at jeg må til at se mig selv i et ganske andet lys. Jeg havde fået lullet mig ind i en selvopfattelse af, at min manglende evne til at insistere på min passion, havde at gøre med, min manglende tro på: at det jeg er og gør, har værdi.

Kan I se forskellen:

Undskyld at jeg tillader mig, at vise min passion frem til verden. Det er nok ikke rigtig noget værd. Undskyld

til:

Se alle sammen. Se hvem jeg er. Jeg TROR, jeg er noget. Jeg VED, at jeg er noget! Kom, se hvad jeg skaber!

Hvad denne erkendelse må bringe med sig, kan jeg ikke sige. Men jeg bliver nødt til, at finde ud af noget mere om, hvorfor jeg lagde den opfattelse af mig selv væk. Gjorde jeg mig også livserfaringer, som viste mig; at jeg ikke skulle tro, jeg var noget? Eller glemte jeg det bare.  Hvornår forsvandt det?

Hvis min bedstemor stadig levede, ville jeg pakke den fineste kop til hende med små påskeæg. Jeg ville give den til hende og sige: SE! Er den ikke flot! Dét her vil jeg. Og hendes svar? Tja…. måske vil hun blot sige, med et glimt i øjet:

Rikke. Du er den Største. Den Første og den bedste.

Please follow and like us:

2 Comments

  1. Miri

    15. april 2017 at 16:59

    Jeg er vild med dit indlæg – så megen styrke, energi og selvindsigt !
    Det får mig til at tænke på mig selv og hvem jeg er, mit selvbillede og hvordan andre ser mig….Min familie er død, altså generationerne før mig, så..Tak for dine ord 🙂

    1. Rikkerojkjaer

      24. april 2017 at 21:48

      Hvis du vidste, hvor meget denne kommentar betyder for mig – af hjertet tak

Leave a Reply