At samle sig – at skabe sig.

Igennem de seneste mange måneder har jeg kæmpet med at få alle sider af Mig til at finde sammen – til ét helt billede.
Den keramiske formgiver Rikke. Pædagogen Rikke. Moren Rikke. Hustruen Rikke. Den sårbare Rikke. Den stressramte Rikke. Den ord-jonglerende Rikke. Den sygemeldte Rikke. Den ærlige Rikke. Den begejstrede Rikke. Den bange Rikke. Den skabende Rikke.
Med risiko for at fremstå en kende skizofren, så er det ikke desto mindre sådan, jeg har følt det. Der har ligesom ikke været plads til det hele. Eller dvs. pladsen har nok været der, men der skulle ligesom omrokeres i prioriteringsrækkefølgen. You know?

Det har bl.a. resulteret i, at jeg sideløbende med min Instagram profil Rikkerojkjaer, har åbnet endnu en profil, hvor jeg har vist langt mere sårbare sider af mig selv. Stilheden, inderligheden og usikkerheden har fået lov til at træde frem og udviklingen i livet som stressramt blev omdrejningspunktet.
Og nu skal I høre.

JEG UNDRER MIG!

Hvorfor i al verden, har jeg følt mig nødsaget til at søge i skalkeskjul. Gemme mine betragtninger om verden som et skabende væsen, der er blevet indrullet i en verden og hverdag at stramme rammer, regler og deadlines. Uden skelen til mit livsvigtige behov for fællesskaber med kreativ næring og plads til forskellighed. Tid til fordybelse. Ro.

Hvorfor?

Jeg tror mit bedste svar lige pt. er, at jeg har forsøgt! Forsøgt at passe ind i noget, jeg troede jeg skulle passe ind i. Et helt andet billede end dét, som jeg har palette til at male.
Jeg bliver nødt til at rette min opmærksomhed mod mit behov for stilhed. Mit behov for kreativt fællesskab. Mit behov for at kigge indad. Mit behov for at inspirere. Mit behov for at skrive. Mit behov for at kommunikere. Mit behov for familien. Mit behov for at være HELE mig.
Så er det store gyldne spørgsmål blot:

Hvordan?

Som en anden Cliffhanger, får jeg lyst til at skrive:

Læs med i næste afsnit af bloggen!
Men ved I hvad? Jeg tror ikke det er gjort med et enkelt afsnit.
Jeg tror, at jeg er i gang med en lang sej process. Og som det af natur positive væsen jeg er, har jeg en dybtfølt tro på:

At vejen nok skal vise sig. Lige så langsomt – skridt for skridt.

Maleriet skal nok blive malet. Så det forestiller Mig.
Så det ÉR Mig.

Indtil da går jeg og tumler med at lægge mine social-media profiler sammen. Så I derude kan følge med.
Se hele billedet blive skabt.
For jeg er OVERBEVIST om, at jeg ikke er den eneste, der kom til at male et helt forkert billede.
Er jeg?

Næppe. Der må være andre som jeg. Derude.

Please follow and like us:

8 Comments

  1. Lisbeth

    15. oktober 2017 at 11:28

    Vi er andre herude 💙 og jo mere vi viser vores sårbarhed jo mere opdager vi at den er en styrke, ikke en svaghed. Og de mange sider af os er ikke skizofreni, men kompleksitet og dybde. Jeg glæder mig til at læse mere om din proces – også for at spejle mig i den. Jeg øver mig i øvrigt på at huske følgende: “If the step is rigt, so is the path.” (P.s. den dag jeg ikke længere skal bruge min skønne gamle Erika-skrivemaskine er den din!) Kh Lisbeth (Kolorista)

    1. Rikkerojkjaer

      15. oktober 2017 at 17:50

      Åååh kære Lisbeth. Hvor er jeg dog glad for, at du følger med. Det betyder så uendelig meget, at nogen siger: Hey! Du er ikke alene… lad os undre os sammen.
      Og i øvrigt et skønt citat. Den passer lige ned i hatten på den proces, jeg er igang med.
      Lad os vise hinanden vore egne ( anderledes ) veje ind i livet. Vi må spejle os😊
      De Kærligst hilsner
      Rikke
      ( og PS. Den der lækkermaskine af en Erika, den skal være mere end hjertelig velkommen 😉 )

    2. Louise Tagmos

      15. oktober 2017 at 20:14

      Der er rigtig mange andre som dig søde Rikke, bare ikke så mange, som er lige så sej som dig. Du er fantastisk til at sætte ord og billeder på hvordan vi andre egentlig også går og bøvler med en krøllet hjerne. Du skal nok nå helt og sikkert i mål og blive samlet til et endnu smukkere maleri, en flot decoupage 💚

      1. Rikkerojkjaer

        15. oktober 2017 at 20:44

        Kæreste Louise. Tusind tak for din smukke respons❤️ og et lille tihi her fra – for ja; decoupage er nok endnu mere rammende, nu du siger det 😊
        Dejligt dejligt at du tager dig tid til at kommentere mit skriv – det betyder så meget at I læser med derude.
        Mange hilsner
        Rikke

  2. Marianne

    15. oktober 2017 at 11:37

    Nej du er ikke alene.. Jeg forsøger at finde ind til hende jeg ikke kender helt-hende der gør det der er godt for hende og hende der lader andre bekymre sig om alt det ligegyldige. Der er mange andre sider af mig jeg skal finde, det er svært efter så mange år at have gjort det jeg troede alle kunne… Varme tanker til dig

    1. Rikkerojkjaer

      15. oktober 2017 at 17:55

      Tusind tak for dit svar… og endnu en gang slår det mig, hvor mange der mon sidder derude, og valgte en vej, hvor de pludselig stod ved et vejkryds – ude af stand til at forklare hvordan de var endt dér!!! De gik blot fordi alle vejskilte og medtrafikanter vinkede dem videre. Videre. Videre.
      Så stod man der og skulle pludselig lære et helt nyt sæt færdselsregler – nemlig ens indre regelsæt.
      Håber meget at du på et tidspunkt kan finde mod til at dele nogle af dine tanker om processen herinde.
      Alt det bedste.
      Rikke

  3. Camilla

    17. oktober 2017 at 10:21

    Jeg forstår SÅ godt din undren! Jeg har brugt utroligt meget tid og energi på at skjule det, der har fyldt det hele af mig. Har fundet ud af hvor meget nemmere mit liv er blevet ved højt (og offentligt) at fortælle om hvad jeg også indeholder. Det har kræver mod og gør det stadig. For er stadig bange for at blive dømt, og at blive misforstået. Tillykke med at du tør vise dit ansigt og stå ved hvem og hvad du er. Du er sej! Du er modig! Seje og modige Rikke!
    Du har været stille på IG (hvilket er HELT OKAY!), men har tænkt meget på dig. Håber du er okay.
    Kh Camilla (camulm)

    1. Rikkerojkjaer

      17. oktober 2017 at 13:26

      Kære Camilla.
      Nogle gange bliver jeg helt og aldeles forundret over, hvor befriende det er, når man åbner hjertet og begynder at vise verden, hvad man (også) er. Det bekræfter mig i, at jeg er på rette vej i forhold til at blive et mere helt menneske.
      Min IG profil ‘Ordetderblevvaek’ blev min lifesaver. Mit hul igennem og ud til verden, da jeg lå krøllet sammen om mig selv. Og som jeg skriver, så har jeg spekuleret på hvorfor jeg ikke fandt det muligt at skrive selv samme ting på min mere “offentlige” profil.
      Jeg tror det vil ende med, at jeg inviterer de to profiler til at holde fest sammen. For dette r jo mig – begge dele.

      Tusind tusind tak fordi du tager dig tid til at kommentere herinde og alle de mange opbakkende, kærlige klap på IG. Det betyder langt mere end du aner!
      Mange kærlige hilsner
      Rikke

Leave a Reply