Bare stille

Der skal være stille.
Helt stille.

Så trives jeg bedst.
Og hvad gør man så, når ens hverdag er fyldt med lyd.
Lyden af børn, der river og flår i én.
Se mig! Hør mig! Hjælp mig!
Latter. Skrig. Gråd.

Pludselig ser jeg mig selv, som i en parallel udgave,
vende sig om
og med et næsten primalagtigt skrig,
udgyder:

NEEEEJ!!!
LAD MIG VÆRE!

Lydene fryser. Billedet stivner.

Stilhed.

Som i en tåge vender jeg mig og ser mig selv
Jeg står stadig – forstenet.
Skriget passerede aldrig igennem
luftrøret
ud af brystet.
gennem struben
Det blev siddende

Indeni.

 

Please follow and like us:

4 Comments

  1. Camilla

    19. oktober 2017 at 7:24

    Kære Rikke
    Jeg kender SÅ godt det med lydene fyldt alt alt for meget! Jeg kæmper dagligt med at lade Oliver være en helt normal støjende fireårig, som helt naturlig, og lige som han skal, har meget lyd på ALT han laver. For hvilken mor er jeg dog, hvis jeg skal begrænse hans leg og kreativitet, bare fordi jeg ikke kan rumme lydene?! Og når han så siger: “ Mor, den der lyd, den kan jeg ikke have i mit hoved lige nu!” så bliver jeg (pinagtigt) bevidst om, at jeg ofte beder han om at skrue ned.
    Forstår derfor rigtig godt dine tanker om at skulle vende tilbage til “støjen” på arbejdet. Måske du skal bruge dine pædagogiske evner på noget andet – mere stille? (I know! Det er SÅ nemt sagt). Jeg håber så inderligt, at du finder lige præcist det, der gør dig glad, udover det at så fint at bruge dine ord.
    Kærligst Camilla

    1. Rikkerojkjaer

      19. oktober 2017 at 13:18

      Kære Camilla
      Tusind tak fordi, du tog dig tid til at skrive herinde.
      Stilheden er blevet en luksusvare.
      Og du har ganske ret i, at slet ikke føles rart, når man (endnu) en gang bliver nødt til at tysse på børnene, blot fordi de leger.

      For nogle dage siden blev jeg introduceret til at meditere på lyde. Jeg blev nærmest rædselsslagen blot ved tanken. Men måske giver det lidrt mening alligevel.
      I den guidede meditation inviterede jeg alle lydene ind – én for en. På den måde fik jeg lidt distance til dem…mærkeligt, men ikke desto mindre noget jeg må studere lidt nærmere. Tænk hvis man ku blive bedre til at rumme dem.

      Alt det bedste til dig i din dagligdag.
      og tak for dine pæne ord.
      Rikke

  2. Charlotte Boie

    24. oktober 2017 at 13:45

    Kære Rikke.
    kender det bare alt for godt, det med den nødvendige stilhed.
    Efter at have været stressramt første gang i 2007, altså 10 år siden, og så et par gange siden, hvorefter jeg sidste år i marts falder bagover og får en hjernerystelse, så er Stilhed bare blevet et must. Jeg er også pædagog og er hoppet op på den der hest mange gange siden … selvom jeg nok inderst inde vidste at pædagogarbejdet var for belastende. Men der skulle altså en hjernerystelse til før jeg nu siger højt at jeg er færdig med pædagogarbejdet. Så nu skal jeg så bare finde ud af hvad jeg skal fylde mit liv med… indtil da vil jeg nyde stilheden, skoven, vandet, familien, maleriet..
    tak for din fineblog og indlæg.. her og på insta..
    kh Lotte

  3. Rikkerojkjaer

    25. oktober 2017 at 10:14

    Først og fremmest tusind tak fordi du har taget dig tid til at læse med og ikke mindst komme med dine betragtninger her i kommentaren.
    Stilhed er på mange måder blevet en luksusvare, som vi ofte må stjæle os tid til i hverdagen. Men vi har behov for stilheden – for det er her vi opbygger os selv. Og det er her vi genererer nye ideer og energi.
    Ganske som du, er jeg ved at “opfinde” mig selv, med de nye erkendelser, der er opstået i mit liv med stress.
    Jeg bliver nødt til at tage vare på de ressourcer jeg har og hvis det betyder et andet form for arbejdsliv – så må det være sådan.

    Alt det bedste til dig i din proces. Lad mig endelig høre, hvordan det går (hvi du har lyst til at dele)
    Mange hilsner Rikke

Leave a Reply