Hvornår er man stresset nok?

I dag har jeg fået et rigtig fint spørgsmål, som har sat nogle interessante tanker i gang. En af mine skønne følgere på Instagram spurgte:

Hvornår vidste du, at du skulle sygemeldes? Og hvordan fandt du overskuddet til at nå fra erkendelse til handling?

Aller først er det vigtigt for mig at pointere, at dette er min egen personlige beretning, og altså ikke nogen form for almen eller lægelig guidning eller vurdering i forhold til, hvornår man bør lade sig sygemelde. Når dette så er sagt, tror jeg, at mange sidder med de samme overvejelser i hele den proces det er, at gå fra arbejdsliv til sygemeldt liv. For ja, guderne skal vide, at forskellen er afgrundsdyb stor; både hvad angår eget selvbillede, men også for verden omkring én.

Hvor kom jeg fra?

Jeg kommer, som mange andre, fra et job i det offentlige. Stuepædagog i en børnehave, som på mange måder havde større udfordringer end gennemsnittet. Det er ikke ( i denne sammenhæng) interessant, hvad der var årsag til stressen, men symptomerne er værd at dvæle lidt ved, for de er en del af svaret til den kære Spørger:

Siden foråret 2017 havde min generelle stemning ændret sig gevaldigt. Ikke så meget i mine timer på arbejdet, men herhjemme. Mit glade, sprudlende, smilende væsen blev mere og mere indelukket. Jeg blev stille. Trak mig ind i mig selv og brugte rigtig mange kræfter på at restituerer efter endt arbejdsdag. Min lunte blev kort – meget kort. Og det var dem jeg holder mest af, der stod mest for skud.
Hukommelsen begyndte at have udfald – forældremøder med mine børn, lægeaftaler, mine børns legeaftaler osv. Det blev udtalt i forsommeren.
Sommerferien var længe ventet.  Jeg satte min lid til, at tre ugers ferie kunne rette lidt op på min tilstand. Men jeg anede i bund og grund ikke, hvilke kræfter jeg var oppe imod. For da sommerferien var slut, vendte jeg tilbage og kunne nu mærke, at noget var helt galt!
Mine fødder begyndte at summe og være følelsesløse og VÆRST af alt:
Mine ord forsvandt!!

De var væk!

Mine ord forsvandt simpelthen. Jeg kunne se billedet inde i hovedet. Jeg kunne se sætningen for mig. Men når den skulle ud mellem mine læber, kunne jeg død og pine ikke finde ordet og få det frem.

Vil du ikkeeeeee…… ta’ den der……..(og her lukkede jeg ofte øjnene for at fokuserer, som for at fremkalde ordene) øøø, den der…. (ARGH!) den der KOP!!!”

Jeg ved ikke, om den ovenstående sætning kan illustrere, hvor galt det var fat. Men galt var det.
Jeg var, for at sige det pænt, piv ked af det. Ked af at jeg ikke selv kunne håndtere mine symptomer. Ked af den dårlige samvittighed, der TÅRNEDE sig op – overfor min mand og især mine børn. Mine børn som kom glade hjem fra skole og måtte se på en mor, der kun lige hang sammen til at lave aftensmad, for så at snige sig op i seng – bare for at få en stund med ro. HELT RO!
Min datter begyndte at reagere med undrende spørgsmål: Mor, er du meget træt?
Pis også – og her gik jeg og troede, at jeg kunne “spille” overskudsmor. Men jeg var gennemskuet. Helt igennem – som et røntgenblik, der måske længe før jeg selv kunne erkende min tilstand, havde mærket, at noget var forkert.

I de dage lyttede jeg til nogle lydbøger, som omhandlede stress. Pludselig hørte jeg, at det som jeg (stadig) bagatelliserede, var virkelig alvorligt…Så var det måske ikke bare mig, der var pivet?!
Da var det erkendelsen ligesom krøbet helt ind under huden: Jeg måtte have fat i en læge.

Da jeg sad hos lægen, var der ikke nogen tvivl hos hende: Du skal sygemeldes.

Hvornår er man stresset nok?

I første omgang følte jeg en kæmpe lettelse. Jeg var FRI! Al ansvar var taget af mine skuldre. Jeg sad i min sofa og stirrede ud i luften. Kunne ikke ret meget andet, hvis jeg skulle være noget for mine børn, når de kom fra skole. Jeg sov – og sov! Og verden omkring mig trillede videre uden at det ragede mig det mindste. Jeg kunne ikke – VILLE ikke forholde mig til det.

Så hvornår og hvordan kommer man til det punkt, hvor en sygemelding er eneste vej. Ja, for mig var det, da min egen erkendelse, var klar. Rigtig godt hjulpet på vej af de mennesker omkring mig, der betyder allermest. Pludselig stod det klart, at der var noget fuldstændig hovedrystende galt ved det faktum, at jeg brugte så mange timer på at være god ved andres børn, alt imens mine egne unger, skulle nøjes med B-udgaven af en mor. Det var bare ikke fair.

Mit arbejde er arbejde. Min familie er mit hjerte.

Så langt fik jeg destilleret mit liv ned, da jeg stod i beslutningen. Og så var der ikke meget tvivl.

Hvad livet yderligere har bragt af erkendelser under min sygemelding, er ikke så få ting. Måske kommer de ud en dag – her på bloggen. I små bidder.
Men ÈN ting kan jeg med sitrende glæde løfte sløret for: MINE ORD ER VENDT TILBAGE!

 

Please follow and like us:

4 Comments

  1. Camilla

    24. oktober 2017 at 13:13

    Du rammer fuldstændig spon on! Flot beskrevet. Så flot at det følsomme hormonmonster her sidder med helt blanke øjne. Jeg kan så inderligt se mig i din beskrivelse. Og jeg forstår virkeligt det med ordene; det er så mærkeligtnog ubeskriveligt, at de bare forsvinder. Jeg ville jeg ønske jeg havde stoppet lidt mere i tide som dig. Flot at du stoppede op og lod dig erkende, at det du mærkede var virkeligt og ikke “bare dig der var pivet”. Kæmpe skulderklap herfra! Og fedt at føle med inden rejse fra stress og videre i livet. Tak for din ærlighed.

  2. Rikkerojkjaer

    25. oktober 2017 at 10:24

    Kære Camilla.
    Ja, nogle gange kan ord gå helt derind, hvor de rykker ved noget essentielt. Vi bliver rørte. Ramte.
    Med indlægget her må jeg have ramt noget alment genkendelig, for jeg har fået et hav af tilkendegivelser – både up front, men også på de forskellige platforme. Og på en eller anden måde gør det noget ved MIG, at der sidder så mange derude og har ondt. Ondt i livet, fordi vi er opdraget (af samfundet) til at klemme os ned i kasser, vi ikke kan holde til at være i på den lange livsbane.
    Hvorfor skal vi få så ondt i livet?
    Tusind tak for din tilkendegivelse om genkendelighed.
    Mange hilsner
    Rikke

  3. Pernille Ledderer

    25. oktober 2017 at 13:12

    Rikke !! For faen. Du er fantastisk ! Ærlig, åben, fuld af selverkendelse!! -Og bestemt har du fået ordene tilbage, og gør dem fulde af liv. For mig er det spændende læsning, med problemstillinger jeg -heldigvis- ikke har mærket på egen krop. Alligevel kan jeg genkende og mærke følelsen indeni, når der “pilles” ved usikkerheden i at slå til, træffe de rigtige valg og genfinde troen på sig selv.
    Du er i aller højeste grad super inspirerende <3

    1. Rikkerojkjaer

      30. oktober 2017 at 17:57

      Kære Pernille.
      Nu sidder jeg her og bliver lidt rød om kinderne. Tusind tak for dine rosende ord. (Jeg lapper dem i mig, som små dråber smeltet soft-ice – uhmmm!)
      Ærligheden er en vigtig del af vores liv, hvis vi skal være hele mennesker. Jeg har en tendens til mest at vise alt det gode, glade, livgivende – optimistisk af sind, er jeg. Men ind i mellem må jeg bruge lidt energi på at vise verden, at jeg også er andet. At jeg ikke “bare” kommer let til tingene og vupti-vapti står med alt det gode i favnen. For det oplever jeg ofte, at folk formoder – altså at mit liv bare er nemt og happy.
      Så denne øvelse udi at vise flere facetter af mit liv, er ganske bevidst. Et lille glimt ind bag gardinet. Og skulle det have vækket genklang hos et andet menneske – hos dig: så bliver jeg faktisk RET stolt!!!
      Alt det bedste til dig!
      Rikke

Leave a Reply