Stress i fællesskab

Nogle gange får  man skrevet nogle ord, som rammer nogen derude. Og det var lige præcis, hvad der skete i går.
Sjældent har jeg fået så mange tilkendegivelser på et indlæg – både up front og på de forskellige platforme.
Og I har ramt MIG! Alle jer der har fortalt, at I kan se jer selv i min beskrivelse.
Og her gik jeg og troede, at jeg var helt alene om at have det på den måde… ej, jeg læser selvfølgelig med i medierne og på FB, så jeg er godt KLAR over, at vi er mange. Men sådan helt-ind-under-huden forstået, at der sidder andre derude bag skærmene, som også har fejlet noget så eklatant i deres egen selv – og sygdomserkendelse, ramte mig altså!
Siden hvornår, er vi blevet så dårlige til at lytte til vores egne værdier!? Hvordan er vi havnet, så langt væk fra dét, der betyder ‘det gode liv’ for os? Og hvorfor fanden TROR vi ikke på os selv (og ikke mindst vores krops signaler)?

En lille glæde.

Nå, men ud over et hjertekulespark af format, af alle de fine tilbagemeldinger jeg fik, så sidder jeg her ved min laptop og mærke en lille glæde.
En glæde over, at DU læser med. At du deler. At du kommenterer. At du indvier mig i nogen af dine tanker som stressramt. For det at sidde og skrive sine tanker i en lind strøm, giver selvfølgelig i sig selv en forløsning, men at dele dem  – dét gør noget helt fantastisk. For det er lige præcis i dét rum, hvor vi deler – og bliver fælles; at ensomhedsfølelsen hører op.

Gulvvinklens nye perspektiv.

For stress gør ensom! Både af dén lavpraktiske årsag, at man som sygemeldt, får hevet en del af sit sociale liv væk. Men også fordi man kan føle sig ensom i sine livsbetragtninger, når man ligger ned og ser det hele fra gulvperspektivets uklare vinkel og resten af den nære omgangskreds ikke helt forstår, hvorfor man nu ligger dernede. For man kan da bare rejse sig op – så vi er i øjenhøjde.

Men det kan man altså “bare” ikke.

Livet får nogle nye perspektiver, når man flytter sig væk fra sit vante udgangspunkt. Bare lige lidt til den ene side, vil eksponere nogle helt nye udsyn til det levede liv. Og disse udsyn skal vi hilse velkommen. Når vi er færdige med at være bange, forvirrede eller imponerede (whatever), så skal vi kære os lidt om det nye perspektiv, vi har fået på tingene. Der kan ligge guld gemt derinde.

Sådan en ny vinkel, fik jeg i går – pga. jer kære læsere. Og TUSIND tak for det!!
Jeg vil ta’ den og passe godt på den og gøre den til min.
Alt det bedste til jer alle.
Rikke

Please follow and like us:

Leave a Reply