Pårørende til stressramt.

Kære pårørende: uanset hvor du ligger på skalaen, er jeg ind i hjertet overbevist om, at hvad end du gør og tænker om den stressramte, så er det udsprunget af kærlighed… og så en ordentlig portion uvidenhed

Jeg har gået rundt og boblet med en tanke de seneste dage. En tanke, som du måske kan gøre mig klogere på?! Håber jeg. For i al denne debat rundt omkring på både de sociale medier, aviser, dokumentarer og her i mit lille univers, er livet som stressramt ved at være et vel belyst emne. Vi er mange, der er endt i suppedasen… og endnu flere, der forsøger at hjælpe os tilbage til en glædesfyldt hverdag igen. Alt fra coaches, retreats, terapi, meditationer – ja, selvhjælp i alle sine bedste former, står frit tilgængelige for det menneske, der ønsker at blive bedre til at tackle stressen.

Men hvad med de pårørende?

stressforeningens hjemmeside oplyses der at:

mellem 250.000 og 300.000 danskere lider af alvorlig stress.

Det betyder – i min absolut umatematisk anlagte hjerne, at der må være MINDST tilsvarende antal pårørende. Vi tager den lige en gang til: Mindst TREHUNDREDETUSINDER danskere, der går rundt og er pårørende til en stressramt! Det er immervæk en ordentlig håndfuld. Og her kommer så dét, min hjerne har boblet rundt med. Hvilken hjælp er der til de kære familiemedlemmer, der står på sidelinjen og ser at deres allerkæreste har det rigtig skidt. En diffus følelse af, at noget er galt. En iagttagelse af at den stressramte langsomt ændre adfærd. Alt efter hvilken type pårørende man er, kan de følgende tiltag strække sig fra alt til dyb omsorg og spørgen ind til den stressramtes tilstand, til en decideret foragt for det manglende initiativ og tilbagetrukkethed, der pludselig er blevet den stressramtes hverdagstilstand. Og kære pårørende: uanset hvor du ligger på skalaen, er jeg ind i hjertet overbevist om, at hvad end du gør og tænker om den stressramte, så er det udsprunget af kærlighed… og så en ordentlig portion uvidenhed. Lige såvel som den stressramte er smidt ud på det dybeste vand – så må de pårørende også se sig selv excellere udi disciplinen; at træde vande omkring den stressramte, alt imens man be’r til at ingen drukner i det førnævnte dybe vand.

Jeg bliver nødt til at blive klogere!

Jeg kan mærke, at der er noget ved dette faktum, som gør mig nysgerrig. Hvordan pokker hjælper man bedst dem, der står og ser på? Så kære læser - jeg har brug for din hjælp! Har du været pårørende - eller kender du, nogen der har ( hvilket må siges, at være yderst plausibelt i henhold til de ovenstående tal...) så del mit indlæg med en kærlig opfordring til at hjælpe hinanden med blive klogere på den pårørendes rolle. Måske er det dig - som stressramt, der kan bidrage med historien om, hvad der gjorde den aller største forskel for den pårørende!!! Lad os få alle perspektiver med. Jeg er sikker på - at der er vanvittig mange gode historier derude!
Please follow and like us:

Leave a Reply