Hvad skal du så nu?

En kollega spurgte, om jeg følte det ”spildt” at have brugt 3, 5 år på at uddanne mig til pædagog, for derefter at hoppe fra faget.

 

 
Men jeg begynder at forstå, at det måske netop er i langsommeligheden, at de vise sten til mit fremtidige arbejdsliv skal findes.

Okay så. Så blev dén ligesom vinget af. Afslutningen på næsten to års arbejdsliv som børnehavepædagog. Det var omtrent ligeså hårdt at sige farvel, som jeg havde frygtet. Men ”hårdt” kan også være umådelig RIGTIGT! Og det var det.

Ud over kram og tak, var det mest spurgte spørgsmål: Hvad skal du så nu? Og det er jo i sagens natur et meget nærliggende spørgsmål, når man lige har sagt farvel og tak til at passe folks børn – til fordel for noget andet – men hvad?

Jeg kunne selvfølgelig have sagt – det må tiden vise, eller nu må vi se. Men sagen er dén, at jeg faktisk har en endog meget klar ide om, hvor min retning bærer mig hen.

Jeg vil uddanne mig til stresscoach!

Så… nu er det sagt!

Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg kommer derhen. Men jeg ved, at jeg bliver en hamrende dygtig én af slagsen.

En stor del af mit pædagogiske arbejde bestod af samtaler med forældre, der på den ene eller anden måde havde brug for lyttende ører og sparring – og det var lige netop hér, jeg var allerbedst. Her jeg skabte resultater. Her jeg kunne bruge mine kompetencer bedst. Derfor giver det umådelig stor mening for mig, at gå den vej.
En kollega spurgte, om jeg følte det ”spildt” at have brugt 3, 5 år på at uddanne mig til pædagog, for derefter at hoppe fra faget. INGEN LUNDE…. Det giver mig lige præcis en kæmpe ballast i det relations- OG reflektionsarbejde, som er grundstenene i dét at møde mennesker i samtalen.

Imellem de mange kram og ”tak’er”, som jeg fik med mig i går, var det lige præcis dét, der blev vægtet hos de mange forældre.

Og ved I hvad. Jeg er ret stolt!

Lige nu har jeg dog noget endnu vigtigere på dagsordenen. Nemlig en raskmelding. En langsommelig proces, der til stadighed overrasker mig i sit væsen. For pokker hvor ville jeg dog ønske, at min krop stod op i morgen og sagde. Så Rikke Røjkjær: Nu giver du den bare gas. Jeg er med dig!
Men jeg begynder at forstå, at det måske netop er i langsommeligheden, at de vise sten til mit fremtidige arbejdsliv skal findes. Der er noget, jeg skal lære. Noget jeg skal erfare, som skal bruges til noget vigtigt.

Så det må jeg jo så sætte mig ned og blive klogere på… ikke sandt!?

 

Please follow and like us:

1 Comment

  1. Laila

    12. december 2017 at 18:09

    Hvor er du klog ! Tænkte jeg, da jeg læste dette. Jo det er i langsomheden, de vise sten findes.

    Det er enormt godt gået, du er kommet hertil, synes jeg. Du er sej.
    Jeg forstår godt det var svært at sige farvel. Pædagogfaget går lige i hjertet.
    Men det tænker jeg, dit nye fag også vil gøre. Held og lykke, all the best – fra Laila

Leave a Reply