Forbandet uperfekt mor. Det er mig!

Som om den på nogen måder kunne få bare snerten af julehygge, efter sådan en l*rtemorgen. Jeeees’

 

 

Midt imellem total tomhed og galoperende tankemylder.

Lige præcis dér, har jeg befundet mig de sidste par dage. Og jeg har sandt at sige ikke befundet mig særlig godt. I går tilbragte jeg det meste af dagen på sofaen, hvilket er en sjældenhed – selv under min sygemelding. Det hele var bare sådan en lort og røv dag. Min tøsepige var endnu en gang kommet sent i skole pga. hendes forbandende migræne. Den har fyldt urimelig meget i vores hverdag de sidste par måneder. Tjek hos læger, sygehusbesøg, behandling, samtaler med skole… nogle gange har jeg næsten vendt vrangen ud på mig selv, for at være en bare nogenlunde mor, der kan rumme både hendes smerte, hendes fravær i skolen, den konstant løftede pegefinger overfor hende, så jeg sikre mig, at hun får den rigtige mad, søvn, hvile, væske og ikke mindst medicinering.
Jeg står på hovedet for at skabe rammer, der giver hende den bedst mulige hverdag, så hun kan slippe for den hovedpine.

Og så nogle gange ryger hatten af!

Sådan en morgen havde jeg i morges. Lige pludselig hørte jeg mig selv skælde hende ud – formane om hendes eget ansvar for at gøre sig umage med at overholde de forbaskede sengetider og ikke falde i søvn kl. tre om natten… og hvorfor fanden hun altid kunne komme af sted i skole, når hun er hos sin far. Og sådan fortsatte jeg i en usædvanlig grim tone, hvorefter jeg tog af sted på min planlagte julegave indkøbstur. (Som om den på nogen måder kunne få bare snerten af julehygge, efter sådan en l*rtemorgen. Jeeees’)

Undskyld!

Jeg er på ingen måder stolt over min opførsel. Vel afdampet fra den værste arrigskab og frustration, ringede jeg og undskyldte overfor tøsepigen. For sådan må det være. Når man har klokket i den, skal man sige undskyld!
Men frustrationen har ligget der i mange måneder. Og hver gang vi har konsulteret diverse fagpersonaler, er jeg gået derfra med en forbandet fornemmelse af, at alle disse tiltag blot er symptombehandling.
Hvad tøsepigens migræneanfald bunder i, har vi kun gisninger om, men jeg tænker mit, når hun til børnelægen beretter om et anfaldsforløb, der lægger sig nærmest kategorisk rundt om skoleferierne frihedsfølelse og uforpligtende fællesskaber med den nærmeste familie. Ferierne er ofte hendes helle. Det skal i samme åndedrag siges, at hun har en hamrende kompetent lærerstab i ryggen og en skøn klasse, der er som 5. klasser er flest. Forskellige, men rummelige.

Tankemylderets logik.

Når mit tankemylder er aller sortest, kan jeg, med alt for stor logik, trække paralleller mellem tøsepigens hverdag og min. Jeg kan tænke mit om at være et produkt af et samfund, der kører så rasende stærkt, at den efterlader en uoverskuelig stor procentdel af den vestlige befolkning, (der på ingen måder er rustet – hverken biologisk eller genetisk,) i en slipstrøm af diagnoser, stress og utilstrækkelighedsfølelse.
Og jeg bliver træt helt ind i det inderste, når de førnævnte fagpersonaler gør mig klart, at vi skal skrue ned for diverse fritidsaktiviteter og renden til alt mulig hejs i weekenden. Og tro mig; Der er skåret ind til benet af aktiviteter herhjemme.

Mit ansvar

Når jeg i sådan en rasende galop af tankemylder, har konstateret at det hele er ”samfundets skyld” (som det stadig benhårde Århusband TV2 engang erklærede i en skarp sangtekst), må jeg også vende blikket indad.

For hvem andre end jeg, kan vise hende en alternativ vej til det at være et ærligt, autentisk og elskeligt menneske i en verden, der bare ikke er gearet til at tage hensyn til individets behov for langsommelighed, ro og eftertænksomhed.

Men jeg vil fand’me blive ved med at insistere for retten til, at vise hende en anden vej end den, der bliver udstukket andet steds fra.
Også selvom det betyder, at jeg nogle gange træder noget så eklatant i suppedasen og må ringe og sige undskyld. Undskyld tøsepige, men sådan er din autentiske mor nu også engang.

Bare en helt uperfekt mor!

 

 

Please follow and like us:

Leave a Reply