Når man lukker noget ned!

Når man lukker noget ned...

Ind i mellem går jeg ind til den og åbner ligeså forsigtigt låget og trækker en ny skinnende dims ud. Betragter den og nogle gange tager jeg den på… andre gange putter jeg den forsigtigt tilbage, når jeg endnu ikke helt ved, hvad jeg skal gøre af den.

 

For næsten et halvt år siden valgte jeg at lukke min lille keramikvirksomhed.
Det var den første bastion der ”faldt i kampen” mod at få min hverdag til at fungere. Der blev luget gevaldigt ud i alt, der optog plads i min hverdag. Kaffeaftaler med venner, tid i atelieret, kontakt med mine keramikkunder. Det eneste jeg ikke lugede ud i var: mit arbejde!

Det lyder jo fuldstændig paradoksalt. Jeg skar alt det væk, der egentlig skulle give mig energi til at trives i min hverdag. Men sådan er det at leve med stress. Man bliver irrationel. Proportionerne forvrides. Og man mister overblikket.

Da jeg skrev ud på de sociale medier, at jeg lukkede ned, fik jeg voldsomt mange reaktioner. Bekymrede, omsorgsfulde kommentarer… om jeg var okay? Nej, jeg var på ingen måde okay. Men det var et bevidst valg, for at skabe lidt overblik i mit liv. Skabe ro.

For et par måneder siden valgte jeg at lukke min Keramik facebookside. Men denne gang lå der helt andre overvejelser bag.

Jeg samler mig.

Jeg ønskede at ”samle mig”. Og selvom sammenligning nok kan virke lidt pseudo-agtig, så er den nu en gang et vældig fint billede på, hvad det er, jeg langsom kommer frem til i denne sygemelding.

Jeg vil ikke spaltes ud i forskellige nicher, hvor jeg skal have overblik over mange forskellige dagsordner. Keramik. Blog. Job. Familie. Instagram. Facebook. Relationer. Drømme. Passion.

For det hele er jo MIG!

Og det er lige præcis dét, der er ved at ske. Jeg samler mig. Kommer mere og mere ind til en kerne. En kerne som på mange måder ser anderledes ud, end den jeg hidtil har kendt. Det lyder måske mystisk, at man i en alder af 37, kan se sådan på sig selv. Men der er opstået et fint og lidt pudsigt billede af lige netop den proces.

Min skattekiste

Det er en skattekiste – en helt sørøver-agtig skattekiste, med masser af guld og glimmer, ædelstene og diamanter og den er bugnende fuld. Der nærmest vælter perlekæder og guldmønter ud af den.

Sådan ser min kerne ud!

Ind i mellem går jeg ind til den og åbner ligeså forsigtigt låget og trækker en ny skinnende dims ud. Betragter den og nogle gange tager jeg den på… andre gange putter jeg den forsigtigt tilbage, når jeg endnu ikke helt ved, hvad jeg skal gøre af den.

Sådan kan der komme endog rigtig gode ting ud af, at rydde op og rydde ud. Lukke ting ned. For pludselig bliver der frigivet energi og rum til at se alt det nye, der ligger lige rundt omkring én.
Derfor samler jeg nu alt min aktivitet social media-wise under én og samme – nemlig min private side: Rikke Røjkjær Eriksen.

Hvis du var én af mine trofaste følgere ovre på Rikke Røjkjær – Keramik med noget på Hjertet, så håber jeg inderligt, at du vil følge med mig her på siden.
Mon ikke du bliver inviteret med ind og åbne skattekisten fra tid til anden!

Xxx
Rikke

Please follow and like us:

2 Comments

  1. Laila

    18. december 2017 at 13:03

    Jeg tror, jeg forstår dig. Akkurat lige for tiden går jeg igennem samme proces. Jeg samler mig også.
    Og det er utroligt, at i hvert fald jeg har gået rundt i så mange år udenom skatkisten – og har ladet vinden sprede mig, ud til alle sider.
    Måske er det, ligesom det citat Mandela altid er citeret for, men det er i virkeligheden en kvinde, der har sagt det : At det er lyset, altså guldet i os selv, vi er allermest bange for.
    Jeg ønsker dig held og lykke på din videre rejse, Rikke, at lukke skatkisten op, på din måde og helt som du synes.

    1. Rikkerojkjaer

      20. december 2017 at 9:54

      Vi må tage det alvorligt, når vi får den mulighed, det er, at kigge ned i vores skattekiste.
      Og hvor er jeg glad for at høre, at du også er i gang med processen…er vildt nysgerrig på, hvad du finder frem til 🙂
      ALT det bedste til dig på rejsen!

      Rikke

Leave a Reply