Hvad siger man, når det går godt?

Vi har tilsyneladende en meget velkendt drejebog, når de kommer til det fælles tredje omkring de førnævnte hverdagstragedier. Men hvad gør vi så; når samtalen bliver indledt med dét, der gik godt!

 

 

Det er fredag og feriedagene har lige nøjagtig sneget sig om på den anden side af alle de mange traditionsrige samlinger, man behændigt har plastret juledagene til med. Lillejuleaften. Juleaften. Julefrokosterne. Mad-forsamlingerne som, helt ubemærket, er blevet til traditioner i de fleste familier. Jeg håber inderligt for mine læsere, at I tager afsted til hver og én med glæden og forventning i kroppen over at skulle tilbringe nogle dejlige timer, med dem I har allermest kær.

Om det er pga. min ringe optræning af sociale aktiviteter henover efteråret eller det blot er en nyvunden evne til at være lidt mere til stede i dét, jeg fortager mig, er måske ikke så interessant, men ikke desto mindre har jeg gjort mig nogle iagttagelser henover julens mange sammenkomster. Iagttagelser som har fået mig til at funderer over, hvad det er vi samles om – i samtalerne rundt om de mange veldækkede borde.

Og for at der nu ikke skal sidde kære familiemedlemmer der evt. måtte læse med – så frygt ikke. Mine tanker omkring samtalens karakter, er tænkt mere generelt end som så. Jeg tror bestemt ikke, det er særegen for mine sociale relationer, for jeg tror, vi har fat i noget helt grundlæggende i menneskets natur.

Vi iltes af tragedien.

Så sad jeg dér midt i sildemaden og lyttede. Og det jeg hørte, var historierne om al dét, der var lidt aparte. Ikke med dem selv i hovedrollen, men om dem, de kendte, som greb livet helt forkert an. Om kollegaen - der ikke kunne sit arbejde ordentligt. Om fætteren -der endnu en gang havde kastet sig ud i et uoverskueligt byggeprojekt (jamen, lærer han det da aldrig). Om Tanten – som nu IGEN havde skiftet manden ud (...vist nok, for at få fingrene i hans penge.) Om den bekendte, der havde lige rigelig knas i ægteskabet (…ja, det kunne man jo have sagt sig selv.)

Hver eneste gang, havde jeg lyst til at bryde ind og nuancere historien lidt med ord som: Jamen kunne det tænkes at…. Blot for at ruske lidt op i den måde hvorpå, vi lader de små hverdagstragedier fylde samtalens rum, når vi mødes i de spisende fællesskaber.

 

Og så opdagede jeg noget interessant:

Vi har tilsyneladende en meget velkendt drejebog, når de kommer til det fælles tredje omkring de førnævnte hverdagstragedier. Men hvad gør vi så; når samtalen bliver indledt med dét, der gik godt!

Så forsvinder dynamikken ligesom…sådan lidt abrupt med et Nåå…. Jamen hvor dejligt.

 (STILHED)

Og så stopper den ligesom dér. Der følges ikke op med endnu en god historie. Eller en beretning om en bekendt, der sandelig OGSÅ havde det godt. Eller om onklen, der havde haft en fantastisk oplevelse. Eller Mosteren, der havde den skønneste tur til Vesterhavet – eller WHATEVER!

Kan I se pointen?

Tanken er interessant.
Måske kan vi tilskrive denne form for samtale-dna, at vi lever i Jantes land. Hmm, er det mon Jante, der er skyld i, at vi ikke så gerne fortæller om det gode, det livgivende, det forunderlige, det glædelige? Er vi bange for at virke selvophøjende? Selvfede! Selvpromoverende? Tja, måske – det var i hvert fald den pointe min mand kom med, da jeg lidt forundret over en bag-juls-juleøl fremlagde mine tanker.
Måske har han ret. I så fald, må der gøres noget!

Det lille nytårsfortsæt

Jeg tror, jeg vil tilføje et lille spagfærdigt nytårsfortsæt – måske kilet ind imellem dén med vægttabet og den daglige løbetur, nemlig:
HUSK AT BIDRAGE MED DEN GODE HISTORIE.

Jeg kan jo altid starte med svaret på det der helt igennem mærkelige, identitetsløse spørgsmål, man rask væk får kastet i hovedet ved hver en given lejlighed: Nåå, hvordan går det så?

Jo tak, det går faktisk bedre og bedre og ved du hvad: jeg kender faktisk én, der også går og har det godt!

Rigtig GLÆDELIG bag-jul
-gi' en drøn glædelig historie, når du svinger champagneglasset om et par dage

 

Please follow and like us:

2 Comments

  1. Laila

    7. januar 2018 at 17:01

    Du skriver fantastisk, Rikke. Go, go, go !

    – Med varme hilsner fra Laila

  2. Rikke Røjkjær

    8. januar 2018 at 22:05

    Kære Laila
    Fra hjertet 💚 TAK.

Leave a Reply