At samle sig – at skabe sig.

Igennem de seneste mange måneder har jeg kæmpet med at få alle sider af Mig til at finde sammen – til ét helt billede.
Den keramiske formgiver Rikke. Pædagogen Rikke. Moren Rikke. Hustruen Rikke. Den sårbare Rikke. Den stressramte Rikke. Den ord-jonglerende Rikke. Den sygemeldte Rikke. Den ærlige Rikke. Den begejstrede Rikke. Den bange Rikke. Den skabende Rikke.
Med risiko for at fremstå en kende skizofren, så er det ikke desto mindre sådan, jeg har følt det. Der har ligesom ikke været plads til det hele. Eller dvs. pladsen har nok været der, men der skulle ligesom omrokeres i prioriteringsrækkefølgen. You know?

Det har bl.a. resulteret i, at jeg sideløbende med min Instagram profil Rikkerojkjaer, har åbnet endnu en profil, hvor jeg har vist langt mere sårbare sider af mig selv. Stilheden, inderligheden og usikkerheden har fået lov til at træde frem og udviklingen i livet som stressramt blev omdrejningspunktet.
Og nu skal I høre.

JEG UNDRER MIG!

Hvorfor i al verden, har jeg følt mig nødsaget til at søge i skalkeskjul. Gemme mine betragtninger om verden som et skabende væsen, der er blevet indrullet i en verden og hverdag at stramme rammer, regler og deadlines. Uden skelen til mit livsvigtige behov for fællesskaber med kreativ næring og plads til forskellighed. Tid til fordybelse. Ro.

Hvorfor?

Jeg tror mit bedste svar lige pt. er, at jeg har forsøgt! Forsøgt at passe ind i noget, jeg troede jeg skulle passe ind i. Et helt andet billede end dét, som jeg har palette til at male.
Jeg bliver nødt til at rette min opmærksomhed mod mit behov for stilhed. Mit behov for kreativt fællesskab. Mit behov for at kigge indad. Mit behov for at inspirere. Mit behov for at skrive. Mit behov for at kommunikere. Mit behov for familien. Mit behov for at være HELE mig.
Så er det store gyldne spørgsmål blot:

Hvordan?

Som en anden Cliffhanger, får jeg lyst til at skrive:

Læs med i næste afsnit af bloggen!
Men ved I hvad? Jeg tror ikke det er gjort med et enkelt afsnit.
Jeg tror, at jeg er i gang med en lang sej process. Og som det af natur positive væsen jeg er, har jeg en dybtfølt tro på:

At vejen nok skal vise sig. Lige så langsomt – skridt for skridt.

Maleriet skal nok blive malet. Så det forestiller Mig.
Så det ÉR Mig.

Indtil da går jeg og tumler med at lægge mine social-media profiler sammen. Så I derude kan følge med.
Se hele billedet blive skabt.
For jeg er OVERBEVIST om, at jeg ikke er den eneste, der kom til at male et helt forkert billede.
Er jeg?

Næppe. Der må være andre som jeg. Derude.

Continue Reading

Hvor går du hen…

…når du vil skabe dig?

For nogle mennesker er dét at skabe, en ligeså livsvigtigt del af deres eksistens, som at trække vejret.
Vi ånder ind.
Vi ånder ud.

Og i selvsamme bevægelse ligger der en sansning, som på en eller anden måde giver os dét, der kommer til udtryk som  kreativitet.
Men nogle gange glemmer vi, at trække vejret. At sanse – og dermed mister vi vores kreativitet.

I går havde jeg fornøjelsen af at blive mindet om mit behov for at trække vejret. Sanse.
At skabe
Mig.

“LAD VÆR’ MED AT SKABE DIG” lyder det rungende derinde.
Hver gang jeg trækker vejret, skaber jeg en lille smule mere af MIG.
For som kreativt væsen, går det først rigtig galt, den dag man holder op med at skabe. Man lader det hele stagnere. Stå stille og ikke mindst: afvikler.
I afviklingen begynder man at tømme al den skabende luft ud af kroppen. Man kigger sig omkring og ser at andre mennesker retter ind. Gør som det er forventet.
De skaber sig IKKE.

Men hvor går man hen – når man vil skabe sig?
Man finder et fællesskab.
Og dét blev jeg mindet om i går.

Og kunne pludselig trække vejret igen.

 

Continue Reading

Ordet der blev væk

Jeg løb
Jeg løb
Jeg løb
-STÆRKT

Mine fødder blev følelsesløse
summede
og jeg trampede stædigt afsted
for at mærke gulvet

-og mine fødder.

Så forsvandt Ordene
Et for ét.

Ordene til dem jeg holder af
Ordene til mig selv:
Ordene i mig selv.

En dag løb jeg ikke mere
jeg sank sammen
-og så lå jeg der.

Og lige dér begyndte en rejse.
rejsen tilbage til ordene.

Ordene til dem jeg holder af.
Ordene til mig selv.
Ordene i mig selv.

I dag
skriver jeg

ORD

 

 

 

 

 

Continue Reading

Fuck JanteLoven

Nogle gange er det i det simpleste snakke med et medmenneske, at de største erkendelser lander i én. Sådan en oplevelse havde jeg i går. Og jeg kan ligeså godt være ærlig og sige, at den krævede en G&T med alt for store dele G og alt for lidt T! Hverken lime eller isterningerne, så den kunne indtages i et skalkeskjul af tiltrængt ferietid med manden en lidt for sen nattetime. Den var en ren halvalkoholisk handling, for at genetablere en eller anden følelse af, at have kontrol over mit eget selvbillede.
For kender I dét, at have et stråleklart billede af sig selv! Et billede som man til hver en tid læner sig op ad, når man bedriver det, der kaldes det levede liv her på jorden. Dét billede man sætter op – overfor sine børn, sin mand, sine forældre, sin familie. Det er trygt. Det er genkendeligt og ikke mindst bekvemt, for så ved vi ligesom, hvor vi har hinanden. Du og jeg.
Alle gør det. Alle har det. Rollerne, som vi giver hinanden i familien. Vi påtager os dem, mere eller mindre frivilligt og ukritisk. Vi fortæller os selv ind i en familiehistorie, som vi ikke bare sådan kan skifte ud, som en anden facebookprofil der trænger til et “brush-Up”. Vi hænger på den. Hænger i den. Familien altså.

Min familie er en af den slags, der formår at gøre både julefrokost og påskefrokost til en livsvigtig begivenhed, som man død og pine ikke udebliver fra. Ikke fordi der er mødepligt, men fordi vi ikke kan lade være og fordi, det hører til vores opfattelse af julen, påsken etc. Måske bunder det i et ønske om at videregive min bedstemors hårde arbejde for at gøre familien til et samlingssted. Et fællesskab – som min bedstefar, efter hendes død for snart 25 år siden, har formået at holde fast i og udvide med både skiftende svigerbørnenebørn og oldebørn. Jo, vi møder alle sammen op. Og vi gør det, fordi det er et værdifuldt fællesskab for os alle.
Men vi er et fællesskab af godtfolk. Vi er gjort af kræmmere, daglejere, arbejdere, slidte mennesker på både sind og fysik. Uddannelse var livets skole og for min bedstemors barndom et par på kassen og ansvaret for en søskendeflok på mange, da hendes mor (min oldemor) døde, da min bedstemor var ganske lille. Der er blevet tævet – og svigtet i en grad, vi på ingen måde kan forstå i dag.
Min bedstefar er derimod vokset op med kærlighed. Arbejderklassen, som vi ikke har forstand til at forestille os i dag anno 2017. De var 13 børn. Men der var KÆRLIGHED!

Jeg tror, kærligheden har fortyndet den råhed, som må have været en del af min bedstemors verden. Og det var godt. For de fik fire børn, hvoraf den ældste var min mor.

Jeg ved ikke om billedet træder frem for dig, kære læser. Men min familie er drevet af en ubeskrivelig evne til at bide tænderne sammen og til at arbejde. Hold nu kæft, hvor er der blevet knoklet. Men én ting har vejet ligeså tungt i familiens DNA, som evnen til at knokle; og det er en dyb, dyb imprægnering i selv de dybeste cellelag:
DU SKAL IKKE TRO, DU ER NOGET!!

Jeg tror ikke ordene er blevet talt. Derimod tror jeg, at de i deres erfaring af verden, har måttet konstatere, at sådan var det bare! Nogen er noget! Andre er ikke! Deres selvbillede har været det sidste. For intet har vist dem andet. Ingen stikker snuden for langt frem og hævder sig selv på andres bekostning.

Og så kom jeg. Min mor giftede sig med stabiliteten selv. En landmandssøn, der ved gud også knoklede, men der var til forskel fra mors egen barndom et andet overskud, ro, renlighed og regelmæssighed. Endnu en gang blev DNA’et fortyndet en smule – blandet med noget solidt.
Og som sagt: kom jeg.
Jeg var det første barnebarn på begge sider. Jeg havde kronede dage, som ene pige på vældet i godt og vel et år, inden det væltede ind med fætre og kusiner. Og her kommer min bedstemor ind i billedet igen.
Hun kiggede på mig og sagde “Rikke: Du er den Største. Den Første. Den Bedste!”

Herre Jemini, mage til upædagogisk retorik skal man lede længe efter i dagens Danmark (jaja, det er også nogen og tredive år siden, men anyway) Sigtet med denne tilkendegivelse, som hun desuden kunne finde på at give, både når vi var alene og blandt andre fætre og kusiner, ja det kan jeg kun gisne om.
Men det magiske er: at der lå en virkelighed i de ord. Min selvfølelse allerede som ganske lille af at være noget – at være noget særligt, var til stede i mit billede af mig selv i familien.

Og så var det i går aftes, der stod noget lysende klart. Jeg havde glemt, at det var sådan, jeg så mig selv. Jeg havde glemt, at jeg i mine barndomsår gik rundt med følelsen af at være noget andet, end de andre i familien. Ikke bedre – men noget andet, noget mere. For jeg havde ikke den der følelse af, at jeg ikke skulle tro, jeg var noget. Alt i min krop fortalte mig det modsatte. At jeg VAR noget! Men uagtet hvor jeg vendte mig hen, så jeg mennesker der var formet af det modsatte.

Hvad alt dette har at gøre med mit liv som skabende, kreativt menneske er ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige. Det betyder, at jeg må til at se mig selv i et ganske andet lys. Jeg havde fået lullet mig ind i en selvopfattelse af, at min manglende evne til at insistere på min passion, havde at gøre med, min manglende tro på: at det jeg er og gør, har værdi.

Kan I se forskellen:

Undskyld at jeg tillader mig, at vise min passion frem til verden. Det er nok ikke rigtig noget værd. Undskyld

til:

Se alle sammen. Se hvem jeg er. Jeg TROR, jeg er noget. Jeg VED, at jeg er noget! Kom, se hvad jeg skaber!

Hvad denne erkendelse må bringe med sig, kan jeg ikke sige. Men jeg bliver nødt til, at finde ud af noget mere om, hvorfor jeg lagde den opfattelse af mig selv væk. Gjorde jeg mig også livserfaringer, som viste mig; at jeg ikke skulle tro, jeg var noget? Eller glemte jeg det bare.  Hvornår forsvandt det?

Hvis min bedstemor stadig levede, ville jeg pakke den fineste kop til hende med små påskeæg. Jeg ville give den til hende og sige: SE! Er den ikke flot! Dét her vil jeg. Og hendes svar? Tja…. måske vil hun blot sige, med et glimt i øjet:

Rikke. Du er den Største. Den Første og den bedste.

Continue Reading

Ord og frydelyde

De sidste par dage har jeg været så heldig at være plaget af påskeferie. I ved én af den slags ferie, som strækker sig så langt øjet rækker uden planer, uden to-does, uden krav, uden larm og støj, uden mennesker omkring mig hele tiden. Kun yngstemandens frydelyde dukker op i mit lydbillede ind imellem. Al denne ro og tid har givet mig mulighed for at bruge oceaner af tid på ord. Det læste ord. Det skrevne ord. Det tænkte ord.

Ord er vigtige for mig. Ord skaber virkelighed. Ord giver mig bevidstheder. Ord provokere mig. Ord udfordrer mig. Ord gør mig tænksom. Ord er næsten ligeså vigtig for mig som mad, drikke og luft.

Imens jeg svømmede rundt på en af mine gamle blogs, hvor jeg udfoldede mine kreative sider for snart mange år siden, var der noget, der faldt mig i øjnene. Min stemme i mine indlæg var stort set den samme som i dag, men det visuelle udtryk har ændret sig noget så drastisk. Det var farverigt, kulørt, fyldt med mønstre og dims. Strik, collage, hækling, maling i et stort herligt virvar. Det var egentligt et glædeligt gensyn, men også en trækken på smilebåndet. For tænk, at man sådan kan dreje 180 grader i sit visuelle udtryk.

Sjovt nok føler jeg mig langt mere hjemme i det udtryk, jeg har fundet. Måske har jeg fundet hjem. Ikke til et færdigt udtryk, men til en stemning, i det jeg laver.

Men tilbage til ordene.

Engang var det at blogge en rigtig stor del af min hverdag. Det startede længe før, det blev moderne - inden folk kunne leve af det. Det ændrede udtryk og blev en hverdags krea-dokumenteren af mit liv som barselsmor, som så mange andre. Jeg fik et kæmpe netværk. Men så tog det hurtige og smarte instagram over. Masser af billeder, få ord. Og NØJ hvor var der mange lækre billeder. Shinede, polerede, so-called autentiske (som om !!) og min blog blev glemt. Jeg forsøgte gentagne gange at genoplive den i nye formater, men det lykkedes bare ikke rigtigt.

Men måske, måske er tiden inde til igen at vende mig mod ordene. "Du kan noget med ord" er jeg blevet fortalt - flere gange. Nåe ja joe, de kommer jo ligesom bare ud gennem fingrene, sådan som jeg tænker dem. Dette resulterer også i at jeg stort set aldrig redigerer eller gennemskriver mine indlæg. De er som de er. Bum!

Og ja, mit tankemylder af ord i mine blogindlæg er stort set identisk, med dét der strømmer igennem hovedet på mig. UARK! Vi snakker fem-sporet motorvej af ord. Ja tak!

So Ladies and Gentlemen. Let's see where the Words will take us.

Rikke

Continue Reading

Kreativ Kickstarter

Kender du det der med, at inspirationen udebliver. Der er ligesom dødvande. Kuk kuuuk. Der er rungende tomt derinde.

Der er bare S T I L L E ....
Sådan har jeg haft det de sidste par dage. Jeg kan mærke, at jeg straks går i gang med at finde årsagsforklaringer. Jamen det er også fordi... eller: jamen jeg har jo heller ikke.... Hvis nu bare.... Men i bund og grund handler det bare om, at min hjerne kræver ro - nå ja, og måske en virkelig omfangsrig forårshovedrengøring. Først skal skidtet muges ud - og SÅ er der plads til, at alt det nye og friske kan flytte ind. Du ved; arrangeres i pæne små plateauer, lidt friske blomster, måske et par nye farver...you get the picture?!

Derfor har jeg lavet en Kreativ Kickstarter.  Denne gang handler den om TAKNEMMELIGHED.
Har DU lyst til at være med, så er du velkommen til at hente den lige HER.

Værs'go fra Mig til Dig. Rigtig god fornøjelse

Continue Reading