Bare stille

Der skal være stille.
Helt stille.

Så trives jeg bedst.
Og hvad gør man så, når ens hverdag er fyldt med lyd.
Lyden af børn, der river og flår i én.
Se mig! Hør mig! Hjælp mig!
Latter. Skrig. Gråd.

Pludselig ser jeg mig selv, som i en parallel udgave,
vende sig om
og med et næsten primalagtigt skrig,
udgyder:

NEEEEJ!!!
LAD MIG VÆRE!

Lydene fryser. Billedet stivner.

Stilhed.

Som i en tåge vender jeg mig og ser mig selv
Jeg står stadig – forstenet.
Skriget passerede aldrig igennem
luftrøret
ud af brystet.
gennem struben
Det blev siddende

Indeni.

 

Continue Reading

At samle sig – at skabe sig.

Igennem de seneste mange måneder har jeg kæmpet med at få alle sider af Mig til at finde sammen – til ét helt billede.
Den keramiske formgiver Rikke. Pædagogen Rikke. Moren Rikke. Hustruen Rikke. Den sårbare Rikke. Den stressramte Rikke. Den ord-jonglerende Rikke. Den sygemeldte Rikke. Den ærlige Rikke. Den begejstrede Rikke. Den bange Rikke. Den skabende Rikke.
Med risiko for at fremstå en kende skizofren, så er det ikke desto mindre sådan, jeg har følt det. Der har ligesom ikke været plads til det hele. Eller dvs. pladsen har nok været der, men der skulle ligesom omrokeres i prioriteringsrækkefølgen. You know?

Det har bl.a. resulteret i, at jeg sideløbende med min Instagram profil Rikkerojkjaer, har åbnet endnu en profil, hvor jeg har vist langt mere sårbare sider af mig selv. Stilheden, inderligheden og usikkerheden har fået lov til at træde frem og udviklingen i livet som stressramt blev omdrejningspunktet.
Og nu skal I høre.

JEG UNDRER MIG!

Hvorfor i al verden, har jeg følt mig nødsaget til at søge i skalkeskjul. Gemme mine betragtninger om verden som et skabende væsen, der er blevet indrullet i en verden og hverdag at stramme rammer, regler og deadlines. Uden skelen til mit livsvigtige behov for fællesskaber med kreativ næring og plads til forskellighed. Tid til fordybelse. Ro.

Hvorfor?

Jeg tror mit bedste svar lige pt. er, at jeg har forsøgt! Forsøgt at passe ind i noget, jeg troede jeg skulle passe ind i. Et helt andet billede end dét, som jeg har palette til at male.
Jeg bliver nødt til at rette min opmærksomhed mod mit behov for stilhed. Mit behov for kreativt fællesskab. Mit behov for at kigge indad. Mit behov for at inspirere. Mit behov for at skrive. Mit behov for at kommunikere. Mit behov for familien. Mit behov for at være HELE mig.
Så er det store gyldne spørgsmål blot:

Hvordan?

Som en anden Cliffhanger, får jeg lyst til at skrive:

Læs med i næste afsnit af bloggen!
Men ved I hvad? Jeg tror ikke det er gjort med et enkelt afsnit.
Jeg tror, at jeg er i gang med en lang sej process. Og som det af natur positive væsen jeg er, har jeg en dybtfølt tro på:

At vejen nok skal vise sig. Lige så langsomt – skridt for skridt.

Maleriet skal nok blive malet. Så det forestiller Mig.
Så det ÉR Mig.

Indtil da går jeg og tumler med at lægge mine social-media profiler sammen. Så I derude kan følge med.
Se hele billedet blive skabt.
For jeg er OVERBEVIST om, at jeg ikke er den eneste, der kom til at male et helt forkert billede.
Er jeg?

Næppe. Der må være andre som jeg. Derude.

Continue Reading

Hvor går du hen…

…når du vil skabe dig?

For nogle mennesker er dét at skabe, en ligeså livsvigtigt del af deres eksistens, som at trække vejret.
Vi ånder ind.
Vi ånder ud.

Og i selvsamme bevægelse ligger der en sansning, som på en eller anden måde giver os dét, der kommer til udtryk som  kreativitet.
Men nogle gange glemmer vi, at trække vejret. At sanse – og dermed mister vi vores kreativitet.

I går havde jeg fornøjelsen af at blive mindet om mit behov for at trække vejret. Sanse.
At skabe
Mig.

“LAD VÆR’ MED AT SKABE DIG” lyder det rungende derinde.
Hver gang jeg trækker vejret, skaber jeg en lille smule mere af MIG.
For som kreativt væsen, går det først rigtig galt, den dag man holder op med at skabe. Man lader det hele stagnere. Stå stille og ikke mindst: afvikler.
I afviklingen begynder man at tømme al den skabende luft ud af kroppen. Man kigger sig omkring og ser at andre mennesker retter ind. Gør som det er forventet.
De skaber sig IKKE.

Men hvor går man hen – når man vil skabe sig?
Man finder et fællesskab.
Og dét blev jeg mindet om i går.

Og kunne pludselig trække vejret igen.

 

Continue Reading

Er du GOD nok…

... overfor dig selv?

Det var dog et underligt spørgsmål at stille her ud i det åbne?
Men ER du? Altså; god nok ved dig selv?

Tja, hvis nogen havde stillet mig dette spørgsmål for bare få måneder siden, havde jeg nok virret undrende med hovedet.
Ja da, ville jeg nok ha svaret, alt imens jeg tonsede derudaf, med en lille bitte nagende stemme siddende, som de der klisterkugler, som man ALTID har siddende på tøjet, når man har været ude og kravle i udkanten af et eller andet have krat. Bitte små, men fandens irriterende!

Hvis jeg så tonsede endnu mere afsted, kunne jeg være heldig at overdøve den nagende klister-stemme.
For den sagde vist nok:
NEJ DU ER SGU DA EJ!!! Du er overhovedet ikke god ved DIG! Du er god ved andre. Dit job. Dine venner. Dine forpligtigelser. Jovist!
Men du er IKKE god ved dig.

Jeg har vist aldrig rigtig forstået, det der med egenOMSORG. Sikke en gang langhåret navlepilleri.
Men nu tror jeg, at jeg er ved at forstå.
Det blev sat på spidsen af en temmelig insisterende mindfulness instruktør, som bad mig om at sætte ord på, hvilke egenskaber mine allernærmeste veninder og jeg besad i vores relation til hinanden.
Den var nem nok - ordene flød i en lind strøm, alt imens jeg havde et billede af min allernærmeste veninde for mit indre: opmuntrende, omsorgsfuld, heppende, støttende, hjertelig, forstående, altid klar med skulderklap og hjertelige kram og aldrig krævende omkring mit bidrag til venskabet.

Så kom den svære del: Kan du være ligesådan overfor dig selv!!! spurgte instruktøren.
GISP.
Stilheden var LARMENDE!

Og ved I hvad?
Jeg    blev    så    flov!

Hvordan pokker kan man rende rundt i SYVOGTREDIVE år, uden at nære den samme omsorg overfor sig selv, som man med den største selvfølgelighed nærer overfor andre mennesker. Det giver ligesom ikke mening, vel?!

Jeg sank lidt sammen i stolen og netop i dét sekund, blev jeg bevidst om det faktum;
At det her måtte være den sidste dag i mit syvogtredive år lange liv, hvor min egenomsorg skulle forbigås.
SIDSTE DAG!

Det er en ret ny måde at tænke om sig selv på, jovist. Og det kræver øvelse.
Men øvelse er godt.
Og I skal vide; det var den SIDSTE dag, hvor jeg ikke var god ved mig selv!

 

 

 

 

 

 

 

Continue Reading

Ordet der blev væk

Jeg løb
Jeg løb
Jeg løb
-STÆRKT

Mine fødder blev følelsesløse
summede
og jeg trampede stædigt afsted
for at mærke gulvet

-og mine fødder.

Så forsvandt Ordene
Et for ét.

Ordene til dem jeg holder af
Ordene til mig selv:
Ordene i mig selv.

En dag løb jeg ikke mere
jeg sank sammen
-og så lå jeg der.

Og lige dér begyndte en rejse.
rejsen tilbage til ordene.

Ordene til dem jeg holder af.
Ordene til mig selv.
Ordene i mig selv.

I dag
skriver jeg

ORD

 

 

 

 

 

Continue Reading