Gu’ fanden er jeg bange!!

I går under opvasken, fortalte min 11-årige datter mig, at hun vist nok havde fået en lille bitte smule skæld ud af en vikar i skolen. Altså; vikaren havde sagt til hende: at hvis hun ikke snart stoppede med at pjatte i timen, ku det jo være, at hun - vikaren, skulle skrive en besked hjem til os! Min datter som ærlig talt er noget af det mest retskafne, pligtopfyldende, ordentlige, 12-tals-agtige pige både bogligt og socialt, var næsten begyndt at græde. Hun forstod det slet ikke. Hun følte sig truffet. Ramt. Og uretfærdigt behandlet! Inde i tøsepigens hoved var det vokset til at det kunne få uoverskuelige konsekvenser: Måske ville vikaren sladre til hendes klasselærer - som måske vile skælde tøsebarnet ud. Måske ville der blive indkaldt til forældresamtale - måske.....!!!
Da jeg havde hørt beretningen færdig - lige midt imellem gryder og kasseroller, satte jeg mig ved siden af hende og sagde:
Nu skal du høre.
For det FØRSTE; er det intet mindre end FANTASTISK at høre, at du spræller lidt i timerne!! For det ANDET; ville jeg ved en sådan henvendelse, skrive vikaren dette svar:
Kære Vikar:
Hvis du vidste, hvor det GLÆDER mit moderhjerte, at få denne henvendelse fra dig. Du har netop givet mig den bedste info, jeg har fået i lang tid. Du fortæller mig, at jeg har en datter, der tør sprælle og som tør gøre det, hun finder sjovt. Et indforstået grineflip med en Bedste-ven er da ærlig talt noget af det mest livgivende her i verden. Og at MIN tøsepige river sig fri af alle de skal-og-bør-og-andre-selvopfyldende-pligt-profetier, som hun og alle de andre 12-talspiger ligger under for, gør mig intet mindre end PAVEstolt!
Så endnu en gang TUSIND TAK, fordi du har givet mig muligheden for at vise min datter i praksis, at jeg til hver en tid, vil bakke hende op i hendes ret til at grine, fjolle og give den gas med vennerne. Og ikke mindst: til at vise, at verden ikke falder sammen, fordi man laver en "fejl".
Mvh.
Rikke
Tøsepigen grinede lidt af min enetale, men forstod helt og holdent pointen!!
Men FOR FANDEN, hvor jeg dog kender det fra mig selv. Hvis I anede, hvor bange jeg er for at lave fejl!! Små og store fejl! Livsfejl! Arbejdsfejl! Menneskelige fejl! Regnefejl! Talefejl! Tænkefejl! What-ever-fejl!
Det er ikke fordi, at jeg går og holder på mig selv og ikke folder ideer og tiltag ud - nej, handlingslammet er bestemt ikke et af mine kendetegn. Men ak og ve, hvis jeg bliver konfronteret af et andet menneske, som anfægter min gerning. Eller værre endnu, som slet ikke agere på min handling.
Lige pt. har jeg endnu en gang sat mig selv i en situation, hvor muligheden for at fejle noget så eklatant, er vældig allestedsnærværende!! Jeg har lanceret mit Foredrag med kæmpe gå-på energi. Det sprudler og sprutter oveni hovedet på mig. Og så rammer det mig - stærkere end en forhammer i frit fald.

TÆNK, HVIS DER IKKE ER ÉN ENSTE, DER KØBER BILLETTER TIL MIT FOREDRAG!!!

Så vil jeg stå dér. Som en regnvåd hund i styrtregn - med ørerne hængende så langt nede om poterne, at jeg ville jokke og falde i dem, idet jeg vender mig om og går slukøret væk fra fiaskoen!
For Ja: Gu Fanden er jeg BANGE for at fejle!!! Og nej, jeg blev ikke taget af potten for tidligt - eller hvordan faen, man nu plejer at forklare den slags, som noget der kommer fra barndommen. Det har til alle tider været til stede i min egen bevidsthed. For nogle år siden skrev jeg ordene som et testimonial på vores badeværelsesgraffiti-væg.
JEG ØVER MIG I AT LAVE FEJL!!
Vil næppe prale af, at jeg er blevet god til det. Men jeg øver mig - og det må jo også tælle for noget, ikke?
Så skulle det ske, at der ikke dukker en eneste tilhøre op til mit foredrag om inspiration og kreativitet. Så vær søde at gribe mig og sige, at jeg er god nok alligevel. For jeg vil højeste sandsynligt gå rundt og ligne den druknede hund. Og skulle du have en lille hunde(tude)kiks - så gør mig en tjeneste: stik mig den lige, ik'!!!
...skulle du være blevet nysgerrig på mit foredrag , så er du mere end velkommen til at klikke på nedenstående link 😉
Continue Reading

Mennesket, der inspirerede.

For ca. 3 år siden mødte jeg kvinde, som ikke var som kvinder er flest. Hun hed Rie. Dette indlæg er skrevet fordi, jeg i den seneste tid har brugt mange timer på, at finde ud af, hvorfor det lige var keramikken, der blev mit hjerteudtryk. Det er der selvfølgelig mange grunde til – men det startede alt sammen med Rie.

På studiet fik vi tre uger som var tilskrevet et projekt med fokus på et selvvalgt udtryk – udforskning af materiale.

LER – jeg havde aldrig prøvet at arbejde med ler. Min studiekammerats mor havde sit eget keramikværksted. Kom og lån det, sagde hun. Og da åbnede en verden sig for mig.

Rie, som var hende, der gavmildt satte sit værksted og viden til rådighed, introducerede mig til lerets muligheder og genvordigheder. Hun viste mig nogle af de basale teknikker, som er så vigtige, når man skal udforske det genstridige materiale. Jeg æltede, bankede, rullede og krammede leret. Det fysiske i arbejdet med dets natur gik ind i maven på mig. En helt anden tilstand end den, jeg i mange år, havde oplevet i mit arbejde med maling og lærreder. Rie lærte mig en metode, hvor man istedet for at ælte leret, KLASKER det ned i jorden, for at udradere eventuelle luftbobler. Jeg KLASKEDE løs, alt imens jeg hvinede højlydt af fryd. Der var kræfter i det her. JEG fik kræfter!

Jeg sugede al viden og næring ud af Ries viden og værksted og da de tre uger var gået, projektet var afsluttet og der var blevet klappet af frembringelserne, var der pludselig tomt. Jeg manglede mit arbejde med leret.
Jeg husker stadig Rie, der gik på opdagelse sammen med mig – hun genkendte og iltede min umiddelbare begejstring for dette ny-opdagede land. Det er jo MAGI, udbrød jeg igen og igen. Ja sagde Rie – det er MAGI og smilede og jeg kunne se på hende, at hun forstod min begejstring – måske kunne hun selv huske, hvordan det føltes?

Og nu er det jeg forstår! Jeg forstår, hvor vigtigt det er, at man er sammen med andre mennesker, der kan – ikke bare give viden videre, men endnu vigtigere…én man kan dele sin begejstring med! Èn der jubler med ens succeer, en der puffer én blidt på vej, én der råber STOOP, når man er ved at dumme sig noget så gevaldigt med materialerne (for det skal I vide, Rie gik IKKE med fløjlshandsker – man var aldrig i tvivl om, hvad Rie mente. Og denne note er vigtig, for ellers gjorde jeg ikke Rie ret.)

Efterfølgende besøgte jeg Rie nogle gange, for at låne ovn eller materialer. En dag kunne hun ikke selv starte sin ovn. Kræfterne var brugt op. Hun bad mig løfte et par spande glasur ind under hendes seng, så de ikke skulle få frost i løbet af vinteren.

Det havde hun ikke behøvet… for hun oplevede ikke den kommende vinter. Hun døde af en aggressiv form for kræft.

Da jeg stille mødte ind til hendes begravelse var kirken så stuvende fuld, at jeg måtte sidde oppe ved siden af organisten. Jeg kiggede ud over den fyldte kirke og så da, at jeg nok ikke var den eneste, der var blevet inspireret af Rie. Det må være det hele værd, tænkte jeg. At efterlade sig så mange mennesker, der er blevet inspireret.

Så med dette vigtige møde – med et menneske, der inspirerede mig med sit vid og passion er jeg blevet beriget. Og lad dette være påmindelsen om, at:

vi skal inspirere hinanden.

Continue Reading

De gode mennesker…

De gode Mennesker.

Jeg er egentlig ikke til store fester. Slet ikke, når det gælder fejring af mig selv. Men da jeg rundede det smukke 30-års hjørne, bestemte jeg mig for at lave en lille fejring. Jeg inviterede alle de kvinder i min familie og omgangskreds, som på daværende tidspunkt var en del af mit liv. Det endte med at blive en anseelig flok.
I løbet af aftenen – vel lige omtrent efter desserten, men førend de blå tænder indtraf, sagde min mor noget, jeg ofte har tænkt på siden:

“Rikke, hvordan kan det være, at du altid har kunnet omgive dig med sådan nogle fantastisk skønne mennesker?” Det ved jeg da ikke, replicerede jeg. Det er vel bare sådan et tilfælde.

Men i de efterfølgende år, har jeg ofte tænkt på min mors udsagn – og på den manglende selvindsigt, der lå i mit svar.
For nej! Jeg tror ikke på at det er et tilfælde. For ja, jeg havde -og har stadig mange fantastiske, uselviske mennesker i min omgangskreds. Mennesker som gør mig bedre. De udfylder en rigtig vigtig rolle i mit liv, for de spejler på mange måder det, jeg selv sender ud i verden – og det jeg selv stiller af krav til min egen væren.

Jeg er et af den slags mennesker, der trækker folk til. Jeg er hende i bussen, der ALTID har haft de skæve eksistenser sidende på sædet ved siden af. Og selvom jeg i perioder har gjort mig VIRKELIG umage for at se utilnærmelig ud, ja så trængte det ligesom ikke ud – pigen med downs eller den fortabte stakkel satte sig altid – som i ALTID ved siden af mig. Og så er jeg sådan et væsen, der ikke kan holde stand ret længe. Utilnærmeligheden visnede og samtalen blev åbnet.
Måske netop derfor har jeg også udviklet en evne til at rydde ud i de mennesker, der ikke gør godt i mit liv. PÅ den side er jeg blevet HÅRD. Som i virkelig konsekvent! Jeg vil simpelthen ikke bruge mit dyrebare liv på mennesker, der dræner mig og min familie. Herut med dem! De må finde et andet individ at igle på.
Samtidig er jeg i de senere år, blevet langt mere bevidst om, hvad jeg besidder af styrker i min udstråling og min evne til at kommunikere. Jeg er et troværdigt menneske. Et ordentligt menneske, som får folk til at føle sig trygge og hørte. Og dette er nok den magiske kombo, der gør, at jeg tiltrækker de gode mennesker i min verden.

Så kære mor, hvis du læser med, vil jeg gerne have lov til at revidere mit svar.
Jeg gør selv en indsats for, at bringe de gode mennesker ind i mit liv og beholde dem.
For det er dem, der gør os gode, der gør det hele værd!

Så kære læser: Gør du mennesker gode?

Continue Reading

Jeg har fået en ide!!

Jeg har fået en idé, bedyrede jeg henover sofaen, hvor den bedre Halvdel sad og dimsede med sin telefon! Jeg vil holde et Inspiration Talk!
Mmmmn, mumlede Halvdelen. (Jeg konkluderede, at han efterhånden har oparbejdet en vis evne til at interagere på mine udbrud, uden sådan rigtigt at gøre sig uundværlig i samtalen!)

Nå anyway, næste morgen over havregrøden, sagde jeg: Så, nu har jeg aftalt med Kunstbanken, at jeg kan holdet min TALK dér – med dato og det hele…så er der ligesom en deadline, jeg skal være færdig til!
Så skete der alligevel noget hos Halvdelen. Hvad har du? Hvad fanden vil du snakke om?! Rædslen stod malet i ansigtet på ham. Noget om inspiration, replicerede jeg, men var godt klar over, at det ikke ville give en bønne mening hos Murersvend Halvdelen.

Men ALTSÅ: Nu siger jeg det højt! Jeg har bestemt mig for (OG booket lokaler) til at lave et Inspiration Talk. Et dialogbaseret foredrag, hvor jeg vil snakke om, hvordan vi kan bruge inspirationen bevidst, for at komme ud at de der tomme huller i vores kreative arbejde, som vi alle bliver ramt af ind imellem. For de nysgerrige: vil man få en flig af min historie – kunst-wise. For de arbejdsomme, vil der være mindre opgaver. For de målrettede, vil der være tips og tricks og for de uinspirerede… vil der forhåbentlig blive grobund for at blive lidt klogere på, hvordan man kommer videre med at lade sin passion fylde, det den skal!

Så NU HAR JEG SAGT DET HØJT! Og det er i sig selv vanvittig angstprovokerende, men ikke desto mindre en vigtig del af mit mål om at blive mere modig i dette kommende år. Og jeg synes egentlig det går godt – altså det med modet.
Så skulle du være nysgerrig på at høre mere om, hvad dette Inspirations Talk er for noget? Så hold dig endelig til… Coming Right Up!
Rigtig skøn weekend

Continue Reading

Kunsten at være sig selv.

I de sidste tid har jeg stukket næsen godt og grundigt ned i diverse YouTube kanaler, hjemmesider, nyhedsbreve, facebook grupper og andre sociale medier og har forsøgt at blive lidt klogere på, hvordan man kan gøre opmærksom på sin lille bitte business. Sådan får du flere følgere! Sådan tiltrækker du publikum med freebees, nyhedsbreve etc. På blot 1-2-3 steps, skulle dén være klaret! Med lækre fotos til hjemmesiden (gerne med lidt pastelbløde filtre) og en fængende overskrift, der lover at; hvis du blot følger disse råd, er du næsten allerede ude over rampen og  kan blive en ægte iværksætter-selvstændig-type… Hver og én har de lige præcis dét, der skal til – og alligevel siger de i bund og grund det samme…
Men der er dog én ting, alle de selfmade selvstændige er så ganske enige om og det er:
VÆR DIG SELV -og skil dig ud fra de andre!!!
Tak…..ooooog CUT!!!!

Vi tager den lige én gang til: V Æ R   D I G   S E L V !!!

Jeg går her i en alder af 36 og tripper om mig selv, som en anden teenagetøs, der bare godt gad, at være ligesom alle de smarte typer. I ved dem, der bare skal ryste lidt med de lange lyse lokker og så ligger verden for fødderne af dem og succesen ruller ind over deres liv… (sådan føltes det i hvert fald – dengang, for alt for mange år siden.) Det ser så nemt og forførende ud, når andre står med deres færdige, shiny hjemmeside, hvor alt ser smart ud og desuden koster det kun 3495 kr. for whatever-they’re-doing.
O
g tro mig! Jeg nåede lige akkurat at lade mig forblænde og tænke: det skal jeg da også! Jeg skal da også lave sådan en hjemmeside eller hvad de nu end kan tilbyde… Men så var det, at jeg pludselig mærkede, at jeg ikke var mig selv!

For nej! Jeg er ikke den smarte pige med de lange, lyse, lækre lokker, der er mere indpakning end indhold. Jeg er rent faktisk ganske rødhåret og kortklippet – dog med et undercut, men alligevel. Jeg har fregner, men mest i den en side af ansigtet og det er lidt fjollet. Og de ekstra kilo har desværre ikke valgt at sætte sig på en lille, lækker pariser-røv, men derimod som umiskendelige mavedeller, der vidner om både kropslig dovenskab og et par fødsler for temmelig mange år siden. Hvad skal jeg sige: jeg er en sucker for både Tankens bake-off donuts og yankiebar med lakridssmag. Og ja, jeg tog for år tilbage et valg om at være i en din-min-vores familie, som til tider er noget af et cirkus – både hvad angår kalenderføring og jongleren med din-min og vores følelser. Jeg har igennem størstedelen af min ungdom forsøgt, at gøre det, der var det rigtige: Forsøgte at tage den der uddannelse, som man jo åbenbart skulle, for at være med i klubben. Jeg var bare ikke rigtig dygtig til det. Jeg kunne ikke. Lige indtil den dag, der var nogen ved min side, der hjalp mig på vej, så jeg efter 3½ år kunne kalde mig selv pædagog – med tårnhøjt gennemsnit og en følelse af endelig at have opnået det, jeg har ønsket i så mange år.
Og så står jeg her – OG ER MIG SELV!! Ligesom alle de smarte nyhedsbreve siger, jeg skal være – for at få mere flow i min lilleput business. Men som den skarpsindige læser nok har opdaget, kan jeg afsløre, at der ikke er noget som helst pastel-lækkert filter over dén historie.
Men så er der til gengæld noget andet! Og det er lige netop dét, der er interessant for mit arbejde med keramikken.

Når jeg sidder med snuden i leret – ved drejeskiven, så kan jeg ikke være noget som helst andet end MIG SELV!! Jeg kan ikke tænke på, om jeg nu ser smart ud? Om koppen mon kan sælges? Om den overhovedet SKAL sælges? Om der sidder nogen derude og klasker sig på låret over mine frembringelser? Jeg er bare overhovedet ikke spor sexet i mine gamle slidte arbejdsbukser, udtrådte sko og ler i håret. Fandeme nej! Her er jeg MIG! Og jeg håber så inderligt på, at jeg finder ud af hvordan, jeg får dette billede ud over rampen og udtrykt igennem mit keramik. For jeg vil ikke være smart – det er alt for hårdt i længden og tager en masse energi, som kunne være brugt på det, der virkelig tæller.
Så:
Take it or leave it.
Jeg vil ikke “Fake it, Till I make it!
No Way Darlings”

 

 

 

Continue Reading